Fik 2.000 kroner kontant i månedsløn i “ækel sag”: - Det er slavehandel

En ukrainer har arbejdet illegalt hos en landmand på Fyn. Fagbladet 3F kalder sagen “ækel” og for “slavehandel”. 

I en fynsk landbrugsvirksomhed nær Kerteminde har ukrainske Edhar Kordon fået udbetalt 2.000 kroner kontant i løn ad tre omgange for tre måneders arbejde.

Det fortæller han til Fagbladet 3F, der har meldt sagen til politiet. 

- Jeg var sur. Jeg kunne ikke leve af vand. Jeg var nødt til at spise mad, siger 29-årige Edhar Kordon til Fagbladet 3F.

Ækel sag og slavehandel

Ifølge faglig sekretær Hanne Pedersen fra 3F Østfyn er der tale om en grim sag om illegalt arbejde, hvor ukraineren og hans arbejdsgiver i Kerteminde ikke har haft papirerne i orden. 

- Det er en rigtig ækel sag, for når man taler om, at folk får 2.000 kroner, men det er ikke for 37 timers arbejde om ugen. Det er for mange flere timers arbejde, siger Hanne Pedersen til TV 2/Fyn. 

- Det er slavehandel, specielt fordi de er så useriøse, at de ikke får søgt hos de instanser, de skal, for at det er lovligt. Det er rigtig grimt, siger hun. 

Kendte ikke til illegalt arbejde

Ukraineren startede 13. december 2019 med at arbejde hos Vg-Agro, der ligger i nærheden af Kerteminde.

I januar 2020 gik det op for ham, at han arbejdede illegalt i Danmark, da han og virksomheden ikke havde styr på arbejds- og opholdstilladelserne.

- Jeg har det ikke godt med det. Jeg vil kunne arbejde lovligt, siger Edhar Kordon ifølge Fagbladet 3F. 

Han stoppede med at arbejde på Fyn 7. februar og rejste to dage senere tilbage til sit hjemland. 

Slækkes på arbejdsstilladelser

Den fynske virksomhed producerer svin på omkring ti gårde på Østfyn. 

Både Fagbladet 3F og TV 2/Fyn har forgæves forsøgt at få en kommentar fra virksomheden. 

I branchen er det ifølge Hanne Pedersen ikke usædvanligt, at der slækkes lidt på arbejds- og opholdstilladelser i forbindelse med brug af udenlandsk arbejdskraft. 

- Det er en ret typisk sag inden for landbruget, at vi ser, at der kommer mange ukrainere herop, hvor folk omgås reglerne meget - både på løn og arbejds- og opholdstilladelser, forklarer Hanne Pedersen.

Venter på lønkrav

Sagen er meldt til Skat, Fyns Politi og Arbejdstilsynet. Desuden har fagforeningen været i kontakt med Center Mod Menneskehandel og Styrelsen for International Rekruttering og Integration. 

- Status er, at der ikke er mere, vi kan gøre, i forhold til at det er illegalt. Det er andre instanser, der skal gøre det. Vi har fremsendt et lønkrav fra vores medlem, og pengene håber vi på, at de kommer en af de nærmeste dage, siger Hanne Pedersen.

Edhar Kordon håber på, at han kan få løn for det arbejde, han udførte for virksomheden i de knap tre måneder, han var på Fyn. Han forsøger nu at finde arbejde i Ukraine.

Oversigt

    Oversigt