Fjord & Bælt i Kerteminde forurenet med olie

En større mængde dieselolie er flydt ud i Kerteminde havn og er trængt gennem flydespærringerne ind til marsvin og sæler på Fjord & Bælt-centret.

Falck har onsdag formiddag forsøgt at begrænse skaden ved at lukke af for at mere olie trænger ind til dyrene og ved at inddæmme den olie, der er trængt ind.

Onsdag eftermiddag var situationen under kontrol, men frygten er, at der kommer mere olie, når strømmen i havnebassinet vender.

Derfor er Fjord & Bælt Centret døgnbemandet, så man er parat til at reagere, hvis noget sker.

Dyr er uskadte

Personalet på Fjord & Bælt Centret har fortalt TV 2/FYNs reporter, at centrets marsvin og sæler ikke er kommet til skade, men oliestanken generer dem.

Til alt held er der ikke trængt olie ind der, hvor den nybagte marsvinemor, Freja, går sammen med sin nyfødte unge.

Skulle der komme mere olie senere på dagen har centret nogle bassiner klar på land, som de kan flytte dyrene til.

Det er dog noget, man kun gør i yderste nød, da det er meget stressende for dyrene.

Ingen ved, hvor olien kommer fra. Derfor opfordrer Falck alle, der måtte have set noget, til at henvende sig, og beder ejere af både i Kerteminde havn om at tjekke deres fartøjer for eventuelle utætheder. 

Oversigt

    Oversigt