Flammer åd værkstedsbygning og biler på halvanden time

Det tog halvanden time at slukke brand, som forvandlede virksomhed til rygende ruin. Nabo fik skader på biler og en kran.

En værkstedbygning i Munkebo brændte sidst på eftermiddagen torsdag ned.

Bygningen ligger bag Munkebo Auto på Garbækstofte og tilhører Kerteminde Autoophug.

En kulsort, tyk røg kunne ses langvejs fra, og ifølge indsatsleder Anders Højhus fra Beredskab Fyn er det formentlig gnister fra et skæreværktøj, som har forårsaget branden.

Det bekræfter Ole Dalgaard Jørgensen som ejer nabo-virksomheden Munkebo Auto. Han stod og arbejdede ganske tæt på stedet, da branden brød ud.

- Det gik stærkt, og var meget voldsomt, så jeg skyndte mig væk, fortæller Ole Dalgaard Jørgensen til TV 2/Fyn.

Han tilføjer, at han har fået fortalt, at der blev arbejdet med vinkelsliber i bygningen.

- Så der er noget har fået fat i noget brandbart, siger han.

Ole Dalgaard Jørgensens bygninger ligger omkring 30 meter fra brandstedet, og selvom brandfolkene hurtigt fik branden under kontrol, så slap hans virksomhed ikke uden skader.

- Det er ærgerligt. En kran og nogle biler er er blevet skadet af brand, fortæller Ole Dalgaard Jørgensen.

Alarmen gik kort før klokken 17.00 og det tog brandfolkene fra brandstationen i Åsum halvanden time at få bugt med flammerne.

Der deltog fem slukningskøretøjer i slukningsarbejdet.

Vagtchef Hans Jørgen Larsen, Fyns Politi, oplyser, at ingen personer kom til skade ved branden.

 
Fotograf: Natacha Djervad

 

Oversigt

    Oversigt