På væggen hænger et ur og tikker, og fjernsynet kører næsten konstant.
Hans Larsen på 93 år bruger det meste af sin tid foran fjernsynet på gården i Revninge, hvor han er flyttet ind hos sin familie.
- Jeg er da glad for at være så tæt på dem og få den hjælp. Hvis ikke jeg kunne bo her, så var det et plejehjem et eller andet sted, siger Hans Larsen.
Hans Larsen har kateter og er dårligt gående, og derudover ser og hører han dårligt. Det betyder, at han har brug for hjælp i hverdagen, og det står hans søn og svigerdatter for.
Vi tager mange af de opgaver, som plejerne egentlig skulle have taget
- Vi tager mange af de opgaver, som plejerne egentlig skulle have taget. Vi sørger for, at der kommer mad på bordet, at der bliver købt ind, og hvis han mangler tøj og sådan noget, siger Susanne Larsen, der er svigerdatter til Hans Larsen.
Sparer kommunen for mange penge
Hans Larsen flyttede ind på gården, efter han fik konstateret prostatakræft.
Vi sparer kommunen for mange penge, men det er jo ikke noget, vi tænker over i hverdagen. For os har det bare været naturligt at gøre det
- Efter han havde været på sygehuset, skulle han hjem og bo hos sig selv. Jeg tror, det var med seks eller otte gange hjemmehjælp om dagen, men det ville han ikke, for han var bange for at være alene. Så blev der installeret seng og det, der nu skulle, og så flyttede han ind, siger Susanne Larsen.
Udover familiens hjælp får Hans Larsen i dag hjemmehjælp fra Kerteminde Kommune tre gange om dagen, men det havde slet ikke været nok, hvis Hans Larsen boede for sig selv.
- Vi sparer kommunen for mange penge, men det er jo ikke noget, vi tænker over i hverdagen. For os har det bare været naturligt at gøre det, siger Susanne Larsen.
Kerteminde Kommune bekræfter, at Hans Larsen skulle have mere hjælp, hvis han ikke boede hos sin familie.
En win-win
Mette Mechlenborg har forsket i boligformer, blandt andet i familier, der flytter sammen på tværs af generationer.
- Det er typisk en win-win for alle generationer. Vi kan se, at bedsteforældrene påberåber sig en glæde ved at have adgang til både børnebørn og fællesskab, men også det her med at have adgang til hjælp i hverdagen, siger Mette Mechlenborg, boligforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut.
Ifølge professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen kan det blive nødvendigt at tænke i den slags hjemmepleje i fremtiden.
- Hvis det bliver svært at få et tilstrækkeligt antal social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, så er det helt klart, så vil det også blive et spørgsmål om, om de pårørende kan hjælpe, eller om der er andre måder at hjælpe på, siger Kjeld Møller Pedersen.
Han understreger dog, at det ikke i sig selv er nok til at løse fremtidens problemer i hjemmeplejen.
- Det er en mulighed, men jeg tror ikke, det er det, der kommer til at flytte voldsomt meget, siger Kjeld Møller Pedersen.
Hos familien Larsen tror de på potentialet, og de er sikre på, det har haft stor betydning for Hans Larsen at flytte ind på gården.
- Nu har han boet her i tre et halvt år, og vi er overbeviste om, at hvis han var kommet enten på plejehjem eller hjem i sin egen bolig, så havde han ikke levet så længe, siger Susanne Larsen.
Fire generationer på én gård
På gården i Revninge bor de i alt ti mennesker. Hans Larsen er den ældste på 93 år, og den yngste er hans oldebarn Katrine på tre år.
Det kaldes også et generationshus, og dem er der kommet flere af i de senere år. For ti år siden var der 40.366 generationshuse i Danmark. Nu er antallet steget til 54.718, viser tal fra Danmarks Statistik.
Alligevel mener Mette Mechlenborg ikke, det er realistisk, at det kan udbredes så meget, at det får en reel effekt på hjemmeplejen.
- Vi kan sagtens sidde hjemme og drømme om at bo sammen med vores familie eller flytte sammen med vores venner eller bo på en helt alternativ måde, men det er rent faktisk de færreste, der springer ud i det og gør det, siger Mette Mechlenborg.
I Revninge er de sprunget ud i det, og Jan og Susanne Larsen regner også med den yngre del af familien, når det engang er dem, der får brug for hjælp.
- Vi er forsikrede om, at vi får lov til at bo her. Vi har fortalt vores børn, hvor forfærdelige vi bliver, griner Susanne Larsen.
Se anden del af serien om fremtiden for den fynske hjemmepleje herunder.