Fynsk bryggeri er gået konkurs

Munkebo Mikrobryg ApS trækker stikket efter et par vanskelige år under coronapandemien.

Det er slut for Munkebo Brewery på havnen i Odense. Det oplyser folkene bag på Facebook.

Her skriver de, at coronapandemien har kostet så meget på bundlinjen, at der er indgivet konkursbegæring.

"Efter 2 års nedlukning, hvor vi ikke kun mistede vores direkte indtægt, men hvor vores kunder også var lukket ned, for at beskytte samfundet mod corona, har været for hårdt for os, og vi har ikke kunnet rejse os derfra".

Der står videre, at det er håbet, at "værdierne kan bliver solgt videre til den rette", og at det vil "betale mest muligt til vores kreditorer, så vi får det afviklet på en ordentlig måde".

Opslaget afsluttes med en tak til alle som har støttet Munkebo Brewerys bar på Odense Havn.

Munkebo Brewery er kun et af flere navne, som bryggeriet kendes under. På Facebook er navnet Small Craft Distillery & Brewery, mens det er Munkebo Mikrobryg ApS, som står bag det hele.

Munkebo Mikrobryg ApS er hjemmehærende i Kerteminde og blev stiftet i 2013. Siden har man brygget øl og destilleret spiritus, som er blevet solgt i både Danmark og udlandet.

I efteråret 2018 oplevede bryggeriet at blive internationalt anerkendt for sin øl Scotch Strong Ale.

Øllen fra Munkebo Mikrobryg ApS er blevet optaget i bogen “The World’s Best Beer”, der beskriver og kårer 2.000 af de bedste øl i verden.

Scotch Strong Ale er ikke bare blevet kåret som den bedste øl i Danmark, men som den bedste i hele Skandinavien.

TV 2 Fyn har mandag aften forsøgt at få en kommentar fra Claus Rosensparre fra Munkebo Mikrobryg.

Oversigt

    Oversigt