Fynsk plejehjem har besøgsforbud

Beboerne på Rehabiliteringscenter Toften i Munkebo må ikke få besøg. Ærø topper fynsk bekymringsliste. Ingen på Langeland er smittede.

Siden midten af september har Styrelsen for Patientsikkerhed indført besøgsforbud på 23 plejehjem i Danmark.

Et af de 23 plejehjem er Toften Rehabiliteringscenter i Munkebo.

Kerteminde Kommune har de senere uger været hårdt ramt af coronasmitte og er på sundhedsmyndighedernes observationsliste.

Således blev en ansat på Rehabiliteringscenter Toften i Munkebo sidste weekend bekræftet smittet med coronavirus. Alle medarbejdere er siden systematisk blevet testet.

Et besøgsforbud kan benyttes, hvis der er udbrudt coronasmitte med én eller flere smittede. I sådanne tilfælde kan forbuddet bruges til at inddæmme smitte og beskytte beboere og ansatte.

De fleste plejehjem med besøgsforbud ligger på Sjælland.

Ærø topper bekymringsliste

Ifølge Statens Serum Instituts seneste opgørelse af smittede er der i Kerteminde Kommune ni smittede.

Kommunen krydser dermed myndighedernes bekymringsgrænse, som går ved 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Med ni smittetilfælde lander Kerteminde Kommune et incidenstal på 38.

I øjeblikket ligger Ærø højt på listen, når det kommer til incidenstal.

Her er der konstateret fire smittede og det giver et indicenstal på 67. Det svarer til, at der er 67 smittede med corona per 100.000 indbyggere.

I Svendborg Kommune er incidenstallet 41, i Odense er tallet 45 og i Faaborg-Midtfyn Kommune er incidenstallet 33.

I Nyborg er der ti smittede og det giver et incidenstal på 31, mens tallet er 14 i Nordfyns Kommune og med tre smittede i Assens Kommune er incidenstallet 7.

På Langeland er der ifølge Statens Serum Instituts seneste opgørelse ingen smittede.

Oversigt

    Oversigt