I det fynske folks tjeneste

Fynsk samarbejde skal nedbringe kæmpehavns klimaaftryk

En forsøgsordning med biodiesel skal være med til at mindske Lindø Port of Odenses klimaaftryk.

00:53

Mandag blev grønt projekt skudt i gang på Lindø Port of Odense. Video: Ole Holbech

En ny aftale skal gøre dagligdagen lidt grønnere på Danmarks arealmæssigt største havn, Lindø Port of Odense. 

Idéen er, at to af de køretøjer, der hver dag bliver brugt på havnen, skal køre på biodiesel. Men selvom projektet er af en forholdsvis lille størrelse, ser Carsten Aa stort potentiale. Han er direktør for Lindø Port of Odense. 

- Vi har en lang række dieseldrevne køretøjer herude. Lige fra gummigeder til kæmpestore kraner - verdens største havnemobilkran, der også er dieseldrevet. Så for os er der et perspektiv i at kunne rulle mere biodiesel ud. Vi har et stort forbrug på det område, siger han. 

Læs også Glæde midt i coronakrise: Fynske Emmelev håber på at blive en del af regeringens klimaplan

Aftalen, som er en forsøgsordning, er indgået mellem Lindø Port of Odense og den nordfynske virksomhed Emmelev A/S, der producerer biodiesel af den raps, der for tiden står og skinner gult på marker i hele Danmark.

Mandag eftermiddag blev den første tank biodiesel leveret under opsyn af blandt andet havnens direktør Carsten Aa, medejer af Emmelev A/S Morten Simonsen og tidligere klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

Den nuværende klimaminister Dan Jørgensen (S) har tidligere sagt, at han ser potentiale i, at biodiesel bliver en del af løsningen i forhold til at opfylde regeringens mål om at reducere CO2-udledningen i Danmark med 70 procent inden 2030. 

Det potentiale ser Lars Christian Lilleholt også. 

- Det er jo kæmpemæssigt potentiale, der er. Vi skal af med den fossile energi - kul og olie - og vi skal ind med den grønne energi. Der er biodiesel absolut en fornuftig løsning. Der er en langt lavere CO2-udledning ved biodiesel end almindelig benzin og diesel, siger han. 

Grøn profil

Ifølge direktøren har Lindø Port of Odense fokus på den grønne omstilling på flere områder. Blandt andet bliver de såkaldte naceller til kæmpe havvindmøller produceret på havnen. Nacelle er betegnelsen for det hus, der indeholder vindmøllens generator og gearkasse.

- Vi har en skarp grøn profil, og ligesom vi har kæmpestore projekter, har vi også små projekter, vi gerne vil være med i, hvis det kan være med til at fremhæve den profil, siger Carsten Aa.

Læs også Lindø tjener flere penge og satser på det grønne

Emmelev A/S har siden 2002 produceret biodiesel, og i dag udgør biodieselproduktionen en fjerdedel af deres samlede produktion.

Den diesel man tanker ved tankstationerne rundt omkring i Danmark består af omkring syv procent biodiesel, men i Danmark er der ikke mange, der kører på ren biodiesel eller en højere andel end syv procent, som de to køretøjer på havnen skal, fortæller Morten Nielsen, der er direktør for Emmelev A/S.