I det fynske folks tjeneste

Fynsk speedwaytalent får wildcard til VM-grandprix

Sølvvinderen fra sidste års U21-VM i speedway, fynske Anders Thomsen, har fået et wildcard til at deltage i Horsens.

Ungdomsværdensmesteren Anders Thomsen giver den gas på Fyns Væddeløbsbane

Når VM-feltet i speedway kommer forbi Horsens 11. juni til sæsonens tredje grandprix, bliver det med fire mod normalt tre danske kørere i feltet.

Talentfulde Anders Thomsen, der til hverdag kører for Munkebo Scorpions, har fået et wildcard til grandprixet, hvor han sammen med Nicki Pedersen, Peter Kildemand og Niels-Kristian Iversen skal repræsentere Danmark.

Anders Thomsen blev nummer to ved U21-VM sidste år, hvor kun grandprixkometen Bartosz Zmarzlik overgik fynboen. Thomsen var også med til at snuppe sølvet ved hold-VM sidste år, ligesom han i 2015 blev U19 europamester.

Mikkel Bech Jensen og Mikkel Michelsen skal agere reserver ved grandprixet i tilfælde af, at en eller flere kørere bliver skadede undervejs.

Sidste år vandt Peter Kildemand grandprixet i Horsens.

Anders Thomsen kommer fra en rigtig speedway-familie og allerede i 1997 fik han som 3-årig sin speedwaydebut hos Munkebo. Såvel faren som farfaderen kørte speedway, så at Anders Thomsen har talent, og har fulgt det, er ikke en kæmpe overraskelse.