Fynske fugle smittet med farlig influenza

De fynske fugle fra en hobbybesætning fra Hundslev ved Kerteminde, der er ramt af fugleinfluenza, er smittet med den farlige type H5N1, oplyser Fødevarestyrelsen ifølge Ritzau.

Fødevareregion Syd har torsdag aflivet alt fjerkræ i besætningen og politiet har oprettet en beskyttelseszone på tre km. og en overvågningszone på 10 km. rundt om ejendommen. Fra torsdag morgen er flytning af fugle blevet forbudt på hele Fyn, oplyser Peter Bagge, Beredskabscenter Syd.

Fuglene begyndte at dø

Ejeren af besætningen har i alt haft 100 fugle. I begyndelsen af maj begyndte hans dyr at dø på stribe uden at han meldte ud om det, oplyser Peter Bagge fra Beredskabscenter Syd. 

Da omkring 50 af dyrene var døde henvendte ejeren sig anonymt til myndighederne, som til sidst fik ham overbevist om at sende dyr til undersøgelse.

Oversigt

    Oversigt