Fynske iskiosker hæver priserne på is

Det er blevet dyrere at købe is i eksempelvis Vaffelhuset i Kerteminde, som hæver priserne midt i sæsonen for første gang nogensinde.

Det er blevet dyrere for flere fynske iskiosker at købe varer ind, så vaffeliselskende fynboer kan få stillet sulten på de varme og mindre varme sommerdage.

Det gælder blandt andet Vaffelhuset i Kerteminde, hvor indehaver Jan Møller måtte konstatere, at udgifterne til indkøb er steget med 12 procent.

- For første gang i de 27 år, jeg har været her, har vi været nødt til at ændre priserne midt i sæsonen. Det har vi aldrig prøvet før, at det har været nødvendigt, siger Jan Møller.

Nervøse for kundernes reaktion

Selv om priserne på vaffelis er blevet dyrere, er det dog ikke noget, han kan mærke på omsætningen.

- Vi er altid nervøse for at ændre priserne opad, for vi er bange for, hvornår vi rammer loftet til, hvad folk vil være med til, men vi har ikke kunnet mærke noget på vores kunder, siger Jan Møller.

Menukortet er blevet opdateret med nye priser.
Menukortet er blevet opdateret med nye priser.
Foto: Ebbe Skov Lawaetz

TV 2 Fyn har talt med flere fynske iskiosker, der alle melder om stigende indkøbspriser, som gør, at de ser sig nødsaget til at hæve priserne på eksempelvis vaffelis.

Så meget stiger priserne

For Vaffelhuset i Kerteminde betyder det, at iskioskens mest populære produkt, en vaffel med to kugler is, koster to kroner mere. Den er steget fra 41 kroner til 43 kroner, hvilket er en prisstigning på fem procent.

Men det kan altså ikke mærkes på omsætningen, og det tegner tværtimod til at blive et rigtig godt år for de fynske iskiosker.

- Når det er ferie, er der nogen, der bare skal have de store is, ligegyldigt hvad det koster. Is er en luksusting, og det er noget, folk tager sig råd til og ikke vælger fra, siger Jan Møller.

- Vi er lykkelige for at slippe af med alle coronarestriktionerne, så nu kan vi give den gas. Det ser rigtig fint ud, fastslår han.

Prisstigningerne i Danmark er på sit højeste i 40 år. Mange af årsagerne til prisstigningerne kan findes uden for landets grænser. Ruslands invasion af Ukraine og de efterfølgende sanktioner fra Vesten har eksempelvis ført til højere energipriser.

Oversigt

    Oversigt