Højt smittetal: Kommune på vippen til yderligere restriktioner

Fire fynske Kommuner er i øjeblikket på sundhedsmyndighedernes observationsliste. Hårdest ramt er Kerteminde Kommune, der kan ende med yderligere restriktioner.

Smittetallet stiger mange steder på Fyn og i fire af de fynske kommuner ligger det såkaldte incidenstal på over 20. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Tallet dækker over, hvor mange nye smittede der er per 100.000 indbyggere i løbet af den seneste uge, og det betyder, at alle fire kommuner er på sundhedsmyndighedernes observationsliste. 

Hårdest ramt er Kerteminde Kommune, der lørdag rundede et incidenstal på 101. 

- Det er ikke sjovt at se. Vi er i tæt dialog med sundhedsmyndighederne hver eneste dag, og de guider os til, hvad vi kan gøre, siger Kertemindes borgmester, Kasper Ejsing Olesen (S).

Torsdag var der 16 smittede i kommunen de seneste syv dage. Tallet steg til 20 fredag, og lørdag var tallet steget til 24 smittede.

Tæt på flere restriktioner

Hvis tallene fortsætter med at stige i kommunen, kan yderligere lokale restrektioner komme på tale.

- Vi står lige på vippen til, at der skal ske noget mere, siger borgmesteren.

Om der vil komme lokale restriktioner i kommunen, vil sundhedsmyndighederne vente med at afgøre, til de ser, hvordan tallene ser ud søndag.

Modsat flere andre steder viser tallene ifølge borgmesteren, at det ikke er de unge, der er ramt af smitten.

Allerede restriktioner på plejehjem

Onsdag fik kommunen besked fra Styrelsen for Patientsikkerhed om, at de skulle lave midlertidige besøgsrestriktioner på plejecentrene. 

Det betyder, at kommunens fem plejecentre og rehabiliteringscenteret er lukket for indendørsbesøg.

Besøg på plejecentrene kan fortsat foregå udendørs på beboerens terrasse eller som gåture efter aftale med personalet.

Indendørs besøg kan kun ske i særlige tilfælde, hvor for eksempel en beboer er kritisk syg eller ved andre helbredsmæssige forhold, hvor udendørs besøg derfor ikke er muligt.

Flere fynske kommuner ramt

Udover Kerteminde har også Middelfart, Odense og Faaborg-Midtfyn Kommune høje incidenstal og er derfor også på sundhedsmyndighedernes observationsliste. 

I Middelfart Kommune er der konstateret 12 tilfælde, i Faaborg-Midtfyn Kommune er der konstateret 19 tilfælde, mens der i Odense Kommune er konstateret 85 tilfælde den seneste uge. 

I Assens Kommune har der de seneste syv dage været fire tilfælde, i Nyborg og Nordfyns Kommune har der været fem tilfælde og Svendborg Kommune otte tilfælde. Disse kommuners incidenstal er alle på under 20 og er altså ikke over bekymringsgrænsen.

På Langeland og Ærø  er der de seneste syv dage ikke konstateret nye smittetilfælde.

Oversigt

    Oversigt