Hooligans raserer fynsk rasteplads

Tab og vind med samme sind. Den frase gjaldt ikke for en gruppe F.C. København-tilhængere, der hærgede på rastepladsen Rønninge søndag aften.

F.C. Købehavn fik et enkelt gult kort i kampen mod FC Midtjylland - men klubbens fans kunne have trukket det røde efter en episode på Fyn sent søndag aften.

To busser med fodboldfans var på vej fra udekampen i Herning, hvor FC Midtjylland havde vundet 1-0 over de københavnske Danmarksmestre.

Det var klubbens andet nederlag i træk, og det var åbenbart mere end fansene kunne kapere. Ved midnatstid trillede de ind på rastepladsen Rønninge ved Langeskov i to busser.

Grafitti og hærværk

Her smadrede de et toilet, og overmalede både en lastbil og en autocamper med grafitti inden en stor politistyrke fik kontrol over de 131 fodboldfans.

- Vi fik dem gennet ind i busserne igen. Her blev de registreret, og vi undersøgte om de havde maling på hænderne, fortæller vagtchef Lars Thede til TV 2/Fyn.

Politiet havde nemlig fået fingre i to spraydåser med grafittimaling, og det er håbet at spor på dåserne kan lede til en eller flere gerningsmænd.

- Der er lavet store skader, og der er en regning, der skal betales. Derfor er det også vigtigt at finde frem til de skyldige, siger vagtchefen.

"Transitland for Superligafans"

Det er langt fra første gang, der er ballade når fodboldfans fra Sjælland krydser Fyn efter en kamp. Ofte har der været optøjer på rastepladsen Kildebjerg og ved McDonalds i Nyborg.

- Nogle gange bliver vi en del af problemer, vi ikke troede vi skulle tage os af. Men vi er transitland for Superligafans, og det giver nogle situationer. Heldigvis er vi gode til at tale sammen i politikredsene, så vi kan være klar, hvis der er dårlig stemning, siger Lars Thede.

Der er i første omgang ingen anholdte efter balladen.

Oversigt

    Oversigt