Kerteminde Kommune meldt til arbejdstilsynet: - Det er rigtig farligt

Entreprenøren Jonas Nielsen har meldt Kerteminde Kommune til arbejdstilsynet for deres håndtering af siloen. Kommunen mener ikke, at kritikken er berettiget.

En kæmpesaks gik mandag i gang med at nedbryde den gamle kornsilo på Kerteminde Havn for at gøre plads til det igangværende havneudviklingsprojekt.

Men fremgangsmåden er farlig, lyder det i en skarp kritik fra den lokale entreprenør Jonas Nielsen, der er rystet over, at man lader betonstøv med PCB flyve ud over området. Han har derfor anmeldt Kerteminde Kommune til arbejdstilsynet.

Opdatering
Clock25. nov 2020, kl. 18:54
Onsdag eftermiddag var Arbejdstilsynet på besøg på byggepladsen. Ifølge fyens.dk havde tilsynet ingen bemærkninger til nedrivningen.

- Man kan sige, at det er rigtig farligt med PCB. Metaller er ikke så farligt, det kan du nemmere styre. Men PCB skal man passe på med, siger Jonas Nielsen, der selv var blandt virksomhederne, der bød på opgaven med nedrivningen.

PCB er et giftigt stof, der er svært at nedbryde, og som kan være skadeligt for mennesker. Hvis en bygning skal rives ned, skal den undersøges for indholdet af PCB. Hvis det viser sig, at bygningen indeholder PCB, skal det fjernes fra bygningen inden nedrivningen.

Det foregår lige efter bogen

Hos Kerteminde Kommune mener man dog ikke, at kritikken er berettiget. 

- Jeg er blevet konfronteret med den kritikken, og så har jeg haft opfølgende samtaler med entreprenøren, der har vundet opgaven. Jeg har haft samtaler med det firma, som fører tilsynet. Og alle har betrygget mig og Kerteminde Kommune i, at der ikke er noget at være nervøs for. Det foregår lige efter bogen, siger udviklingsdirektør Claus Lade.

Han synes, at det er en ærgerlig situation. Han mener, at det hele foregår miljømæssigt forsvarligt.

- Vores proces har været, at vi har defineret en opgave i vores udbudsmateriale. Den har vi sendt i udbud, og en entreprenør har vundet opgaven og skal løse den. Og det er det, der sker nu.

Er du ikke bare bitter?

Jonas Nielsens entreprenørvirksomhed, Joni Manpower, havde man grebet opgaven anderledes an, fortæller han. Her overvejede de at fræse malingen af og suget den ned i en støvsuger med et kulfilter, hvor resterne fra PCB ville ende i en sikret pose til affald.

quote Jeg har ikke modtaget nogen anmeldelse

Claus Lade, udviklingschef i Kerteminde Kommune

Er du ikke bare bitter over, at du ikke selv fik opgaven?

- Selvfølgelig kunne det være fedt at lave en lokal opgave. Men for det første har vi sindssygt travlt. Vi er 21 mand lige nu, og vi kan overhovedet ikke nå alt det, vi skal. Så det gør slet ikke noget, at vi ikke fik den, siger Jonas Nielsen.

Anmeldelse fra den lokale entreprenør har ikke nået Claus Lades skrivebord endnu, fortæller han.

- Jeg har ikke modtaget nogen anmeldelse. Vores entreprenør har heller ikke modtaget nogen anmeldelse. Så det undersøger vi lige nu, siger Claus Lade.

Flere retter en kritik af kommunen

Fyens Stiftstidende har været i kontakt med Dansk Center for Miljøscreening og bedt om en uvildig vurdering af sagen.

- Det er strengt forbudt, det der. Der sidder tungmetaller på indersiden og PCB på ydersiden af bygningen, og de spreder jo støvet over det hele ved at klippe i det på den måde. Hvis de skulle gøre det efter bogen, skulle den PCB-holdige maling fræses af med jetdysser og vandet samles op, inden de begynder at klippe i den. Da man stadig kan se de gamle aflejringer, der er drevet ned af murene gennem tiden, er det tydeligt, at det har de ikke gjort, siger Brian Andersen til Fyens Stifstidende.

Brian Andersen har udtalt sig efter at have læst et uddrag af den omtalte miljørapport og set en video af nedrivningen.

- Jeg er blevet konfronteret med den kritikken, og så har jeg haft opfølgende samtaler med entreprenøren. Det foregår lige efter bogen, siger udviklingsdirektør Claus Lade fra Kerteminde Kommune.
Fotograf: Fotograf: Ole Holbech Redigering: Ole Holbech

Oversigt

    Oversigt