Kommuner slipper for kæmperegning

Der er lettelse i Kerteminde Kommune. Kommunen får lov til at beholde de 8,1 millioner kroner, som de har brugt for meget.

8,1 mio kr. bliver i kommunen

Velfærdsminister Karen Jespersen har besluttet, at de kommuner, der har overskredet servicebudgettet for 2008, ikke skal betale pengene tilbage til staten. For Kerteminde Kommune drejer det sig om 8,1 millioner kroner.  

"Jeg er rigtig glad for, at vi ikke skal betale pengene tilbage. Jeg tog selv problematikken op overfor ministeren, da jeg var suppleant i Folketinget i november, og Karen Jespersen var lyttende, men ikke imødekommende," fortæller Annette Vilhelmsen, der også sidder i byrådet i Kerteminde for SF. 

Kommunernes fremtid

Annette Vilhelmsen vurderer, at det er de gode argumenter, der har overbevist velfærdsministeren, og betragter det som en fælles politisk sejr. Hun mener, at næste skridt er at diskutere, hvordan kommunernes fremtid skal forme sig. 

"Vi kan ikke mere. Vi har en stadig tung byrde foran os, og vi har ikke midlerne til at løse opgaven," forklarer byrådspolitikeren.

Oversigt

    Oversigt