Landsret stadfæster dom til byrådsmedlem: Jeg er fløjtende ligeglad med dommen

Byrådsmedlem i Kerteminde Kommune og tidligere medlem af Dansk Folkeparti Knud Ahrnkiel fik mandag stadfæstet sin dom på 60 dages betinget fængsel af landsretten. Selve dommen er Ahrnkiel ligeglad med.

Tilbage i august måned blev byrådsmedlem i Kerteminde Kommune Knud Ahrnkiel idømt 60 dages betinget fængel for på Facebook at opfordre unge til at bevæbne sig.

Det var Retten i Odense, der dengang idømte den 63-årige byrådspolitiker, som dengang sagde følgende om dommen:

- Det var helt forventeligt med den røde dagsorden, der er i det her land. Hvis man er kritisk over for de her, der har den herkomst, så får man en straf. Det var forventeligt. Men jeg forstår ikke, at man bliver dømt for at være patriot og glad for sit flag og sit land.

Knud Ahrnkiel valgte efterfølgende at anke dommen til landsretten, og landsrettens kendelse kom mandag eftermiddag. Landsretten har valgt at stadfæste byrettens dom på 60 dages betinget fængsel.

- Jeg er tilfreds med, at Landsretten fulgte anklagemyndighedens påstand og stadfæstede straffen fra byretten på 60 dages betinget fængsel, siger anklager Charlotte Ragus fra anklagemyndigheden ved landsretten.

Jeg er fløjtende ligeglad med dommen

Knud Ahrnkiel ikke helt på bølgelængde med Charlotte Ragus og landsrettens kendelse. De 60 dages betinget fængsel er en stækkelse af ytringsfriheden, mener han.

quote I bund og grund er jeg fløjtende ligeglad med den dom. Det er mere princippet i den.

Knud Ahrnkiel

- Den er jeg da stærkt utilfreds med. Det siger sig selv. Jeg synes, det er problematisk for vores samfund, når man bliver begrænset i sin ytringsfrihed som politiker.

Men Knud Ahrnkiel har dog ikke tænkt sig at gøre mere ved sagen. 

- Nej, det har jeg ikke. I bund og grund er jeg fløjtende ligeglad med den dom. Det er mere princippet i den, siger Ahrnkiel efter dommen til TV 2 Fyn.

Landsretten skærper byrettens kendelse

Selvom Landsretten mandag stadfæstede dommen på 60 dages betinget fængsel, er der alligevel en skærpelse i dommen.

I byretten var Knud Arhnkiel også tiltalt for at have rettet sine udtalelser mod bestemte grupper, men det fandt byretten ikke belæg for at dømme politikeren for.

Men Landsretten fandt det godtgjort, at Knud Ahrnkiels udtalelser fra 2018 var rettet mod en gruppe med en bestemt etnicitet, hvilket er en skærpende omstændighed i forhold til dommen i byretten.

- Dommen er passende, fordi tiltalte ikke tidligere er straffet, og fordi ingen har fulgt hans to år gamle opfordringer. Desuden har domstolen kigget på praksis i den slags sager, siger Charlotte Ragus.

Overfald startede sag mod Ahrnkiel

Baggrunden for dommen var et overfald i Kolding, som tilbage i 2018 fik Ahrnkiel til tasterne. Her blev tre mænd overfaldet af 10-12 personer med mellemøstligt udseende, hvilket er de personer med 'den herkomst', som Ahrnkiel refererer til.

Den ene af de tre mænd blev stukket i milten med en kniv og måtte på operationsbordet. Artiklen blev delt på Facebook, og det fik politikeren til at skrive denne kommentar: 

- Fantastisk med den kulturberigelse, men hvor er vores friske ungdom henne, bør I ikke finde sammen, bevæbne jer, og sammen en gang for alle fjerne den ondskab. HUSK med ondt skal ondt fordrives, skrev Knud Ahrnkiel.

Oversigt

    Oversigt