Lover magiske dage på Lars Høghs festival: - Folk får mere, end de forventer

Fredag sparkes en ny festival i gang i Kerteminde. Gæsterne får mere, end de regner med, lover folkene bag.

Fredag begynder Nu Festival på Lundsgaard i Kerteminde, og TV 2 Fyn var med, da der blev lagt sidste hånd på forberedelserne.

- Vi har hele tiden sagt, at det kunne være fedt at lave en festival eller en event, hvor folk får mere, end de tror og forventer, siger festivaldirektør Hans Linde Thomsen.

De næste dage vil vise, hvad gæsterne på den længe udsolgte festival får.

Magiske dage med Krebs og Falch

I forvejen er Poul Krebs, Hjalmer og Mads Langer blot nogle af de kunstnere, der i løbet af weekenden vil lægge vejen forbi festivalpladsen.

- Hvis vejret bliver, som det er torsdag, har jeg det sådan, at jeg er sikker på, at det bliver magiske dage, vi får hernede, siger Hans Linde Thomsen.

Det er OB-legenden Lars Høgh og musikeren Michael Falck, der står bag festivalen, hvor al overskuddet går til kræftforskning.

Lars Høgh har i flere år kæmpet mod kræft, og selv om det i en længere periode er gået godt, måtte den tidligere OB-målmand og nuværende målmandstræner i sidste uge melde afbud til fodboldlandsholdets VM-kvalifikationskampe på grund af et tilbagefald.

Nu Festival foregår på Lundsgaard Gods fredag og lørdag. Journalistparret Josefine Høgh fra DR og Lasse Sjørslev fra TV 2 er værter.