Målrettet indsats: Værft fordobler antal lærlinge

Fayard har succes med en målrettet indsats for elever fra 10. klasse i Kerteminde Kommune for at få flere unge til at vælge arbejdet på et værft.

Bolten vejer cirka 20 kilo. Et enkelt af de skinnende rorblade af messing vejer fire ton. Selv er Kasper Fich over to meter høj, og han har altid været vild med store maskiner. Sådan har det været, siden han var barn. 

Så arbejdet i dokken er en drengedrøm, som er gået i opfyldelse.

- Her er det hele jo kæmpestort, så det er rigtig fedt, siger han.

quote For os er arbejdskraften det, vi lever af. For uden arbejdskraft, er der ikke noget værft

Martin Mygind Larsen, driftsassistent hos Fayard

Han er skibsmontører i Lindø Industripark hos reperationsværftet Fayard og blev udlært for to år siden.

Fordobler antallet af lærlinge

Fayard er en af de virksomheder som arbejder på at uddanne flere unge. Værftet har de seneste år fordoblet antallet af lærlinge, og ti procent af virksomhedens 120 ansatte er i dag lærlinge.

- For os er arbejdskraften det, vi lever af. For uden arbejdskraft er der ikke noget værft, siger driftsassistent Martin Mygind Larsen, der koordinerer samarbejdet med skolerne.

DET NYE LINDØ

Virksomheder har svært ved at rekruttere skibsmontører, industriteknikere og smede. Det gælder både på Fyn og i resten af landet. Prognoserne for de kommende år tyder ikke på, at det vender foreløbigt. 

Ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil der på landsplan mangle 17.000 faglærte inden for jern- og metalområdet i 2020, og antallet forventes at stige yderligere frem mod 2025.

Krav til samarbejdspartnerne

Fayard har også meldt ud til sine samarbejdspartnere og underleverandører, at værftet ønsker, at de påtager sig opgaven med at uddanne flere lærlinge og helst ti procent af medarbejderskaren. 

- Det har vi faktisk kunnet fastholde, siden vi er kommet herud, fortæller direktør Thomas Andersen.

Kasper Fich er udlært inden for det, man kalder ror og skrue. Han arbejder med ror, propeller og styresystemet til skibenes ror.

- Hvis man ikke kan lide at få olie og fedt på hænderne, så skal man ikke vælge det. Man bliver møgbeskidt nogle gange, og sådan er det bare, siger han.

Fayard arbejder målrettet med elever fra 10. klasse i Kerteminde Kommune for at få flere unge til at vælge arbejdet på et værft. Normalt er havnen lukket land for besøgende. Men det har kunnet betale sig at åbne dørene og invitere skoleklasserne ud.

De seneste tre lærlinge, som værftet har ansat, har Fayard fået igennem samarbejdet med 10. klasserne.

- Vi har indtryk af, at når vi fortæller om, hvad mulighederne er, hvad de unge mennesker kan opnå med en håndværksmæssig uddannelse, så er der faktisk mange, der gerne vil prøve det, fortæller Martin Mygind Larsen, der koordinerer samarbejdet med skolerne.

Får hjælp fra kollegerne

Kasper Fich føler, det har været en god læretid. Han har fået hjælp fra kollegerne og er blevet taget godt imod. Men han kan godt mærke, det går hurtigt, og at der er mange skibe igennem dokkene hvert år.

- Tingene går lidt hurtigt nogle gange, men det vil det jo gøre alle steder. Men hvis man bare viser interesse og følger med, så skal kollegerne nok lære dig det.

Der uddannes kun få skibsmontører hvert år, så Kasper Fich ser ikke ud til at blive arbejdsløs foreløbigt. Der er nok at lave for skibsmontørerne, som er efterspurgte både på Fyn, i Nordjylland og andre steder.

Risikerer I så ikke at uddanne gode folk, og at andre så tager dem?

-Jo, den chance tager vi gerne, smiler Thomas Andersen.

Oversigt

    Oversigt