Mand anholdt for røveri hos 80-årig kvinde

En lokal indbrudstyv blev onsdag eftermiddag anholdt og vil blive sigtet for natten til onsdag at have begået indbrud hos en 80-årig kvinde i Kerteminde.

Den maskerede mand trængte ind i kvindens hjem i Kerteminde via et vindue. Den 80-årige kvinde lå og sov i sin seng og hun blev vækket, da manden stod ved hendes seng og lyste hende i hovedet med en lygte.

Tyven forlangte at få udleveret guld og penge, men han slap kun afsted med hendes pung og kontokort.

Kvinden bor alene i rækkehuset på Vestergade, og hun blev ifølge Fyns Politi kun truet verbalt.

Den 37-årige indbrudstyv blev anholdt i Kerteminde onsdag klokken 13, og i følge politiet er der tale om en kendt indbrudstyv fra lokalområdet.

Han vil nu blive afhørt og vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag sigtet for røveri.

Oversigt

    Oversigt