Mand får 11 års fængsel for knivdrab

Retten i Odense idømmer 30-årige Phanuphong Towhuadchai 11 års fængsel for knivdrab begået i Munkebo den 11. august 2020.

Phanuphong Towhuadchai på 30 år er blev kendt skyldig i knivdrabet på en 28-årig mand fra Munkebo. 

Retten i Odense har tirsdag idømt gerningsmanden 11 års fængsel samt udvisning af Danmark for bestandig. 

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Drabet skete den 11. august 2020 på hjørnet af Lindøalléen og Nørregade i Munkebo, hvor drabsofferet og den i dag 30-årige drabsmand endte i et slagsmål. Opgøret mellem de to endte med, at den 28-årige blev stukket med en kniv i mave- og hofteregionen flere gange. Han døde på grund af blodtabet.

Den dræbte var bror til en kvinde, som Phanuphong Towhuadchai var kærester med på det tidspunkt. Og forholdet til kvinden er efter alt at dømme årsagen til, at de to mænd endte i konflikt.

Fire dage før det drabelige opgør truede den nu drabsdømte mand drabsofferets søn via Snapchat.

Udgangspunktet i drabssager er en straf på 12 års fængsel. Men retten vurderede, at der både var formildende og skærpende omstændigheder i sagen, så den efter en samlet vurdering landede på 11 års fængsel.

- Retten har anset det som en formildende omstændighed, at den afdøde selv har opsøgt den tiltalte, fortæller anklager Ann-Sophie Serring fra Fyns Politi.

30-årige Phanuphong Towhuadchai blev ved retten også dømt for at have begået flere tilfælde af vold samt flere tilfælde af psykisk vold mod sin tidligere samlever. Det skete i perioder fra 26. december 2016 frem til 4. juli 2020. 

Ud over fængselsstraffen er den 30-årige også blevet dømt til udvisning af Danmark og må ikke vende tilbage igen. Udvisningen træder i kraft, når fængselsstraffen er afsonet.

Den dømte skal fortsat sidde varetægtsfængslet. Han ankede dommen til Landsretten.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


Oversigt

    Oversigt