Mangel på personale: Fynsk kommune vil satse på at uddanne folk

Elever på den pædagogiske assistent uddannelse kan ikke få praktikpladser til trods for stor mangel på arbejdskraft på området. I Kerteminde Kommune vil de nu ændre på det.

Der mangler stadig kvalificeret arbejdskraft i de fynske kommuner. Ikke mindst på børneområdet.

Kerteminde Kommune er en af de eneste kommuner på Fyn, der i år optager flere elever under uddannelse til pædagogiske assistenter, end den egentlig skulle. 

Her får de i år ti elever i praktik, selvom antallet af optagne elever kun tilskriver dem seks.

Mandag kunne vi fortælle, at det ikke bare et problem i dag, hvor der allerede er mangel på pædagoger, det bliver nemlig kun værre i fremtiden.

Peter Slifsgaard, der er distriktsleder i Kerteminde Kommune peger på et tidligere efterslæb som en af årsagerne til, at der nu skal ændres på situationen.

- Vi synes jo selvfølgelig, at vi har et efterslæb, da vi ikke har deltaget i den her ordning i nogle år. Men vi synes også, vi har et ansvar i forhold til at uddanne fremtidens medarbejdere. 

Derfor har kommunen nu valgt at løfte sin del af opgaven plus lidt mere. 

- Vi vil gerne have uddannet personale i vores daginstitutioner i fremtiden - og vi står over for en rekrutteringskrise, så hvis vi vil have uddannet personale, så bliver vi nødt til også at bidrage, siger Peter Slifsgaard. 

Simone undrede sig

Den seneste opgørelse fra BUPL, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, viser, at der i 2022 manglede 4.000 pædagoger i landets daginstitutioner. Og 43 procent af daginstitutionslederne måtte sidste år ansætte en medarbejder uden pædagoguddannelse i en pædagogstilling for at udfylde hullerne.

Derfor undrede det i den grad også Simone Swain, at der for få år siden ikke var nogen praktikplads for hende at søge i Kerteminde Kommune, da hun uddannede sig som pædagogisk assistent. 

Hun arbejder i dag i kommunen, men var nødt til at søge praktik i Odense dengang. 

- Jeg var i gang med at søge praktik for overhovedet at kunne komme videre i min uddannelse, derfor blev jeg frustreret over, at jeg ikke kunne søge praktik i min egen hjemkommune, som skolen opfordrede os til. 

Det fik Simone Swain til at tage sagen i egen hånd og gå med til et byrådsmøde, efter hendes forældre havde foreslået det. 

- Der tænkte jeg: Det gør jeg! Og så fortalte jeg dem (politikerne, red.), at jeg syntes, det var for dårligt, at der ikke var nogen praktiksteder at søge i kommunen. Og det havde de svært ved at argumentere imod siger Simone Swain. 

Måske er dét en af grundene til, at kommunen i dag optager ti elever i praktik fra uddannelsen. 

Ønsker mest af alt assistenter

I institutionen Mælkevejen i Langeskov glæder det i hvert fald den pædagogiske leder Charlotte Bjerregaard, at der nu er udsigt til at institutionen får glæde af de pædagogiske assistenter. 

- Ofte får vi en pædagogmedhjælper ind (ufaglært, red.), som gerne vil prøve noget andet i sit liv eller er ude og afsøge, om det her kunne være noget. Men så er de her et år, maks to, og så er de videre igen. 

Derfor er det også håbet, at de pædagogiske assistenter bliver uddannet for at blive i fremtiden. 

- Det er forhåbningen, at de pædagogiske assistenter bliver nogen, vi kan have glæde af i mange år fremover. 

BUPL's fremskrivning viser desuden, at der i 2030 vil mangle 14.000 pædagoger.  

Der mangler lige nu 21 praktikpladser i fynske kommuner til elever, der uddanner sig til pædagogiske assistenter.

Oversigt

    Oversigt