Nu er livreddertårnet tilbage: Havn og campingplads sikrer livreddere i Kerteminde

Odense Havn har sammen med Kerteminde Camping sikret økonomien bag det livreddertårn, som kommunen ellers ville spare væk.

Der kommer alligevel livreddere på Kerteminde Nordstrand i denne sommer.

Egentlig var den økonomisk trængte Kerteminde Kommunes plan at spare livredderne væk, men på baggrund af initiativer fra Kerteminde Camping og Odense Havn vender livredderne nu tilbage. 

quote Jeg kan slet ikke få armene ned. Det er bare så skønt, at livredderne er tilbage

Gitte Charlotte Enevoldsen, ejer af Kerteminde Camping

Sidste år blev to mennesker reddet fra døden, men kommunen valgte alligevel at spare de 30.000 kroner, der var de kommunale udgifter på livredderne. Det er Trygfonden, der betaler løn, uddannelse og udstyr til livredderne, mens Kerteminde Kommune skal betale for opmagasinering af livreddertårnet og overnatning til livredderne i otte uger. Altså en samlet udgift på 30.000 kroner.

Den bliver nu dækket af blandt andet Odense Havn, der betaler for logistikken omkring tårnet.

- Sikkerhed er meget vigtig for os som havnevirksomhed, og vi bruger jo vandvejene omkring Fyn. Derfor var det naturligt for os at tilbyde at hjælpe. Sammen med en af vores underleverandører opbevarer, transporterer og opsætter vi livreddertårnet uden beregning, siger Carsten Aa, der er administrerende direktør for Lindø Port of Odense, altså Odense Havn.

- Bare så skønt

Den anden del af udgifterne, overnatning for livredderne, bliver betalt af Kerteminde Camping. 

- Jeg kan slet ikke få armene ned. Det er bare så skønt, at livredderne er tilbage, siger en begejstret Gitte Charlotte Enevoldsen, der er ejer af Kerteminde Camping.

Campingpladsen havde oprindeligt tilbudt at dække alle udgifterne, men den blev efterfølgende kontaktet af Kerteminde Kommune, der kunne fortælle, at havnen tager sig af udgifterne omkring tårnet.

Ifølge Trygfonden rykkede livredderne i Kerteminde sidste år ud til to livreddende aktioner. 40 gange ydede livredderne assistance i vandet, 160 gange gav de førstehjælp og 1.600 gange gav de råd og vejledning om sikkerhed ved stranden i Kerteminde.

Livreddertårnet blev sat op onsdag, og derfor er stranden nu helt klar til sommeren. Nu mangler kun det gode vejr.

Oversigt

    Oversigt