Nu Festival åbnet af Hjulmand og Falch: - Det her, det er for Lars

Fredag åbnede Nu Festivalen i Kerteminde for anden gang.

Nu Festival er tilbage. 

Fredag klokken 13 blev festivalpladsen på Lundsgaard Gods ved Kerteminde åbnet, og selvom afdøde Lars Høgh, som sidste år startede festivalen sammen med rockmusikeren Michael Falch, ikke kunne være med fysisk, var han alligevel tydeligt at mærke på festivalpladsen. 

- Lars' liv handlede om tre ting. Kærlighed, fodbold og musik. Og den ånd og det at være i nuet og være sammen om musikken, det er det, det hele handler om, siger fodboldlandstræner Kasper Hjulmand, der i år er med til at åbne festivalen.

Og for medstifter Michael Falch er det vigtigt, at Lars Høgh alligevel er at mærke på festivalen. 

- Det her, det er for Lars, siger han og uddyber:

- Det er den ånd, vi hylder her. Han var jo et fyrtårn i dansk fodbold og på Fyn og for alle os, der har fulgt ham. Vi har så stor respekt for det menneske, han var. Nu er han her ikke i år, men vi hylder den ånd, der udgik fra ham. 

Rockmusikeren Michael Falch og OB-legenden Lars Høgh startede i 2021 Nu Festival sammen med koncertarrangøren Hans Thomsen. Festivalen er et charity-event til fordel for kræftforskning. Det vil sige at alt overskud går direkte til forskningen.

Høgh med Malurt på scenen

2021-udgaven af Nu Festival blev rundet af med en koncert med Michael Falch, som til publikums store overraskelse eksploderede i et gensyn med Falch'ens gamle rockvenner fra Malurt.

Særligt stort blev det, da Lars Høgh under ekstranumrene kom på scenen og greb bassen for at spille med på nummeret "De vildeste fugle".

Det var et moment, der gjorde stort indtryk - også på en erfaren fodboldlandstræner, der har set lidt af hvert.

- Et af de store øjeblikke for mig sidste år, det var da Lars trådte op på scenen hos jer. Jeg kan tydeligt huske, hvordan han stiller sig op på scenen og får en drøm opfyldt. Det var rørende.

- Jeg kan virkelig mærke Lars' tilstedeværelse stadigvæk, siger Kasper Hjulmand.

Michael Falch nikker stille og giver ham ret.

- Det er et monument for Lars, det her. Det har været min grundtanke i det år, vi har arbejdet frem mod det her. Det her, det er for Lars, siger Michael Falch og fortsætter:

- Alting handler om medmenneskelighed, lige meget hvad vi laver i vores liv. Det er relationen til andre mennesker, det hele handler om. Og der var han jo et eksempel til efterlevelse for alle andre, siger rockpoeten.

Måske for sidste gang

Det var en stor drøm, der gik i opfyldelse, da Lars Høgh sidste år var med til at sætte en musikfestival op, fortæller Michael Falch. 

Da de mødtes sidste gang, havde Lars Høgh et brændende ønske om, at festivalen skulle stables på benene én gang mere. 

- Han ville så gerne have, at det skulle ske én gang mere, også selvom han ikke selv kunne være med, siger Michael Falch.

Han erkender, at det er specielt at skulle lave festivalen én gang mere - men uden vennen Lars Høgh.

- Det er da mærkeligt, siger Michael Falch. 

Ønsket om at få stablet festivalen på benene igen, blev til virkelighed, og festivalbilletterne blev udsolgt på få minutter. 

Men spørger man arrangør Michael Falch, bliver det sidste gang.

- Vi gør det her den ene gang mere, han drømte om. Det er det, vi har lovet Lars, og det er det vi gør, siger han. 

Selvom festivalen, måske for sidste gang, bliver afholdt over weekenden, er både Michael Falch og Kasper Hjulmand enige om, at det nok skal blive en fest.

- Der var jo en fantastisk stemning sidste år, og det tror og håber jeg også på, at der bliver i år, siger Kasper Hjulmand.

Oversigt

    Oversigt