Nu kommer akuthjælperordningen til Kerteminde

Region Syddanmark har mandag besluttet at oprette en akuthjælperordning i Kerteminde

Hurtig hjælp til hjertestop, drukneulykker og andre situationer, der kræver livreddende førstehjælp, er ikke kun en opgave for de professionelle reddere. 

Flere steder findes de såkaldte akuthjælperordninger, der består af frivillige borgere, som kan træde til og yde den nødvendige førstehjælp, indtil ambulancen når frem.

Akuthjælperordningerne findes flere steder på Fyn, blandt andet i Nordfyns Kommmune og på Langeland.

Nu får Kerteminde Kommune også en.

Mandag besluttede regionsrådet i Region Syddanmark at bevillige penge til akuthjælperordningen. Det glæder én af initiativtagerne i Kerteminde, byrådspolitikeren Klavs Norup Lauridsen (K).

- Det er simpelthen fantastisk. Nu har vi fået en politisk blåstempling af regionen, så nu er vi klar til at gå i gang, siger Klavs Norup Lauridsen.

Skal hjælpe i yderområderne

Akuthjælperordningen i Kerteminde Kommune skal primært koncentrere sig om de områder, hvor responstiden for ambulancerne er lang. Det gælder for de fire postnumre i kommunen 5390 Martofte, 5380 Dalby, 5370 Mesinge og 5350 Rynkeby.

Formanden for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark, Mads Skau (V), er meget tilfreds med, at det er frivillige kræfter, der har fået ordningen i Kerteminde på benene.

- Det er altid dejligt, når der er nogen, der vil yde en ekstra, frivillig indsats. Vi vurderer, om der er et behov, og det er der i de områder nord for Kerteminde, så det sætter vi pris på, siger Mads Skau.

Akuthjælperne bliver kaldt ud til alle ambulance A-udkald.  Det er hændelser, hvor mennesker er i risiko for at miste livet eller førligheden, og hvor ambulancerne kører med både sirener og blink.

De hændelser, som akuthjælperne kommer ud til, kan have meget forskellig karakter. Derfor er det også et krav, at akuthjælperne skal have et opstartskursus på 12 timer og et årligt repetitionskursus.

I første omgang er der bevilliget 20.000 kroner til at få ordningen i gang og uddanne akuthjælperne, men det beløb kan justeres efter behov. 

- Vi bruger de penge, der er nødvendige, siger Mads Skau.

Skal udbrede kendskabet

Klavs Norup Lauridsen fortæller, at det nu handler om at få folk til at tilmelde sig akuthjælperordningen i de områder, hvor ordningen skal bruges, så de nye akuthjælpere kan blive uddannet i at yde den nødvendige hjælp. 

Derfor er der lavet opslag i flere grupper på Facebook, og alle interesserede er velkomne til at tilmelde sig ordningen. Klavs Norup Lauridsen fornemmer, at der er god interesse for at blive akuthjælper.

- Vi har ikke kunnet lave en egentlig tilmeldingsordning, før vi fik bekræftet, at der kom en ordning. Derfor har vi lavet opslag i flere grupper, og det er mit indtryk, at der er interesse for at blive en del af ordningen, siger han.

Akuthjælperordningens medlemmer skal uddannes af Ambulance Syd, og det er forventningen, at ordningen kan begynde at træde i kraft i slutningen af januar måned næste år.

Er man interesseret i at blive en del af akuthjælperordningen i Kerteminde Kommune, kan man skrive en mail til akut.kerteminde@gmail.com

Oversigt

    Oversigt