OB-målmand afslører: Derfor bliver jeg kaldt Gribben fra Kerteminde

Tilnavnet Gribben fra Kerteminde stammer helt tilbage fra hans drengeår, afslører OB-målmand Oliver Christensen, der fik debut på landsholdet onsdag aften. 

Gribben fra Kerteminde.

Det er tilnavnet til 21-årige Oliver Christensen, der har været omtalt en del i medierne de seneste dage, efter at han overraskende fik debut på fodboldlandsholdet i en vigtig testkamp mod Sverige.  

Ifølge den unge OB-målmand, der kommer fra Kerteminde, skal man tilbage til hans drengeår for at finde ophavet til tilnavnet. 

- Det stammer egentlig helt tilbage fra, da vi var små, og vi var på fodboldtur. Jeg havde altid en mærkelig tradition med at have en gribbetrøje med, siger Oliver Christensen. 

Hvad er en grib?

Journalister gravede gribben frem

For to år siden fik Oliver Christensen som 19-årig debut i Superligaen for OB, og her dukkede tilnavnet op igen. 

- Da jeg fik min debut for OB, var der nogle smarte journalister, der havde fundet en artikel frem, hvor der står noget med Gribben fra Kerteminde, siger Oliver Christensen. 

- Så blev det brugt i kommenteringen, og så har det egentlig holdt ved lige siden, forklarer OB-målmanden. 

Schmeichel overtager buret

Der er måske ikke uden grund, at navnet har holdt ved.

Den store rovfugl har et stort vingefang og kan holde sig svævende i stor højde i timevis, og det passer i overført betydning udmærket til landsholdsmålmanden, der i sin debut på Brøndby Stadion holdt buret rent i 2-0-sejren i den vigtige testkamp mod Sverige.

Oliver Christensen har modtaget en del ros efter landsholdsdebuten onsdag aften mod Sverige. 
Fotograf: Fotograf: TV 2 Sport Redigering: Sune Jørgensen

Oliver Christensens kamp mod Sverige blev foreløbigt hans sidste på landsholdet. Kasper Schmeichel ventes at være tilbage til de vigtige Nations League-kampe mod henholdsvis Island og Belgien. Kampene spilles søndag og onsdag.

Hvis alt går vel, er Oliver Christensen til gengæld i buret, når OB møder Sønderjyske i Superligaen 22. november. Kampen spilles på Odense Stadion. 

 

Oversigt

    Oversigt