Overfald på barn: Deling af voldsvideo kan give både bøde- og fængselsstraf

En video af en 11-årig dreng, der bliver gennemtæsket af maskerede mænd i Munkebo, bliver delt på sociale medier. En ekspert advarer om, at det både kan koste bøde- og fængselsstraf.

En video fra Munkebo af en 11-årig dreng, der bliver bliver slået, sparket og ydmyget af maskerede gerningsmænd, bliver delt på sociale medier. 

En ekspert forklarer nu, at selvom indholdet ikke er af seksuel karakter, er det stadig ulovligt at dele videoen.

For selvom mange sikkert forbinder digitale krænkelser med eksempler som umbrella-sagen, hvor 1.000 unge blev sigtet for at dele materiale af seksuelt krænkende karakter, skal man heller ikke dele videoer af folk, der udsættes for vold. Som i dette tilfælde.

Det understreger advokat Miriam Michaelsen, der er formand for foreningen Digitalt Ansvar. For deler man denne video, er det også ulovligt.

- Det er ikke kun i tilfælde, hvor den forurettede bliver udsat for et seksuelt overfald, at man skal anmelde en video. Det er ulovligt at viderebringe det her materiale, siger Miriam Michaelsen.

Det er straffelovens paragraf 264d, som man risikerer at overtræde, hvis man deler. Ifølge den må man ikke dele materiale af folk i en situationen, som man må forvente, de ikke vil have ud til den brede offentlighed.

§ 264d

Faktisk risikerer man ifølge strafferammen både en bøde og fængselsstraf foruden en plet på straffeattesten for sådan en forseelse.

- Det er vildt, at folk deler det her materiale, og det skal blokeres i en fart. Der er et hensyn at tage til offeret i den her sammenhæng, siger Miriam Michaelsen.

Hun påpeger, der er ting, man kan gøre, hvis man støder på videoen af overfaldet i Munkebo, som fandt sted torsdag aften.

- Man skal først anmelde det til politiet, og derefter skal man anmelde det til den platform, hvor videoen florerer, siger Miriam Michaelsen.

Hjælp at hente

Hvis man derudover er i tvivl om, hvad man skal stille op, kan man besøge Digital Ansvars hjemmeside for råd og vejledning.

- Man skal forstå, at digitale krænkelser ikke kun handler om nøgenbilleder. Man skal håndtere den her sag på fuldstændig samme måde, siger hun.

- Tidligere har der været en tilbøjelighed til, at man siger, ’puha, det var slemt. Godt det ikke er mig’. Men vi opfordrer jo til, at vi alle sammen bliver bedre til at tage ansvar for, hvad der foregår på internettet.

Hun slår desuden fast, at der kan være en idé i, at man bevissikrer og tager screenshots, inden man retter henvendelse til politiet.

- Det er først, når vi tager et fælles ansvar, at vi for alvor vil se en forskel, slår formanden fast.

TV 2 Fyn er bekendt med et tilfælde, hvor en privatperson delte videoen, som stadig fandtes tirsdag formiddag.

Oversigt

    Oversigt