Overmandede tyv: To mænd lagde sig oven på indbrudstyv

Da en 48-årig mand tidligt torsdag aften prøvede at begå indbrud i en virksomhed, blev han overmandet af to ansatte.

Tidligt torsdag aften blev en indbrudstyv forstyrret midt i et indbrud. Manden blev råbt an af to mænd fra Langeskov.

De to mænd, der arbejder i en virksomhed på Syrenvej i Langeskov, opdagede indbrudstyven, en 48-årig mand, mens han var i gang med at liste en rude af ind til virksomheden.

Overmandede tyven

Men længere nåede tyven ikke. De to ansatte lavede således en civilanholdelse, for da politiet fik opringningen fra mændene klokken 17.08, lå de begge to oven på tyven.

Tyven var på den måde pacificeret, indtil politiet kunne nå frem. De to mænd får ros af vagtchef hos Fyns Politi, Lars Fredensborg.

- Det var godt arbejde!

Almindelige mennesker må kun anholde andre, hvis gerningsmanden tages på fersk gerning. Man må - ligesom politiet - ikke bruge mere magt end nødvendigt, og så skal man kontakte politiet omgående, så den anholdte kan komme i politiets varetægt hurtigst muligt.

Oversigt

    Oversigt