Plast på vej til at blive det mest klimavenlige: Kan laves af luft og vand

Stok Emballage i Langeskov tjener masser af penge på plast. I dag er plast ofte udskældt for at forurene, men om få år kan plast vise sig at være noget af det allermest miljøvenlige, man kan anvende.

Der er travlhed på lageret hos Stok Emballage i Langeskov.

Sidste år omsatte Langeskov-virksomheden for over en halv milliard kroner, og overskuddet steg fra 32 til 64 millioner kroner. Det skyldes især én ting.

- Corona og den ændring, den har givet i vores forbrugsmønster med e-handel, som jo er eksploderet fuldstændig, siger Martin Frederiksen, der er administrerende direktør hos Stok Emballage A/S.

Men mere emballage belaster også klimaet. Det er man godt klar over i Langeskov.

- Vi anvender kun grøn energi. Det vil sige el, der er produceret fra vedvarende energikilder, vindmøller eller vand fra Norge, siger Martin Frederiksen.

Plast er et udskældt produkt

Cirka halvdelen af Stoks omsætning stammer imidlertid fra handel med plastprodukter.

- Plast er faktisk lidt et udskældt produkt i øjeblikket. Måske også et fy-ord, og det er vi egentlig lidt kede af, fordi plast er et rigtig godt produkt, siger direktøren.

Og det er professor i cirkulær økonomi fra SDU, Henrik Wenzel, helt enig med den fynske emballagedirektør i.

- Emballage skal være god og funktionel og holde på varen. Og det er plast i mange sammenhænge super god til, siger Henrik Wenzel.

Problemet opstår, når plast havner i naturen.

- Især i andre lande end Danmark, har man jo affaldsproblemer, og det ender i verdenshavene, siger Henrik Wenzel.

Derfor har Stok Emballage også fokus på at nedbringe plastmængderne.

- Hvis vi kan lave nogle løsninger, som kan genbruges. Eksempelvis e-handelsvirksomheder, hvor deres kunder kan bruge den samme emballage til eventuelt at returnere deres varer i. Så er det jo også en god ting. Og så til allersidst: Recycling. Sørg nu for at få smidt emballagen i de rigtige containere.

Ifølge Henrik Wenzel giver det ikke mening at genbruge al den plastik-emballage, der produceres.

- Der er god mening i at genanvende en stor del af plasten på almindelig måde og lave nye ting af den. Men jeg tror ikke på, det bliver mere end halvdelen. Resten er noget værre snaller. Plast limet sammen med papir og plast i alle mulige farver, siger Henrik Wenzel.

Plast af luft og vand

Men ifølge professoren kan plastik blive verdens mest klimavenlige materiale.

- Man kan nemlig lave det af CO2 og brint. Og brint laver man af vand, så man kan lave det af luft og vand.

Et lovende fynsk projekt er på vej. Afbrænding af gammel plast skal omdannes til CO2, der bruges til ny plast og grønt flybrændstof. Med i projektet er Fjernvarme Fyn, finske Fortum og SDU.

- Vi kan så vise verden, hvordan man lukker plastiksystemet hundrede procent. Det er jo ikke nogen lille ting, fordi Fjernvarme Fyn så kan stille sig op og sige til industrien: Nu har vi et cirkulært sikkerhedsnet. Vi modtager gerne jeres erhvervsaffald og brænder det af og sikrer, at der bliver lavet ny plast af det, slutter Henrik Wenzel.

Ifølge Henrik Wenzel vil fabrikker, der kan producere ny plast og grønt flybrændstof, kunne være klar i 2025. Fabrikkerne skal placeres i byer, der kan aftage den spildvarme, der kommer ud af produktionen, herunder Odense.

Oversigt

    Oversigt