Politikers video fjernet: - Den skulle aldrig have været oppe

En video, der skulle være optakten til en dyst mellem to politikere i Kerteminde ved den årlige havnefest er nu blevet fjernet igen.

Den ene er Folketingskandidat for Nye Borgerlige og den anden er Socialdemokratisk borgmester. Malte Jäger og Kasper Ejsing Olesen skal møde hinanden til en dyst til Kerteminde Havnefest.

Forud for dysten har begge politikere skulle lave en video med "glimt i øjet". Men Malte Jägers video har nu vist sig at være en tand for meget for Havnefesten, der har taget videoen ned igen fra deres Facebook-side. Det skriver Kjerteminde Avis. 

Malte Jäger nævner i sin video en lange række politiske sager om borgmester, Kasper Ejsing Olesen. 

Videoen bliver indledt med: 

- Jeg håber Kasper har trænet, for hvis han har sløset lige så meget med det, som han har med skatte borgernes penge, så kommer jeg til at rive ham rundt i manegen. Det vil jeg dog synes ville være pragtfuldt, for hvem vil ikke gerne se mig smadre en socialdemokrat?

Videoen har da også ligget på havnefestens Facebook-side i en hel uge, og nåede at blive set af Kasper Ejsing Olsen.

 - Glimt i øjet kan jo opfattes forskelligt. Det har jeg fuld forståelse for. Men da jeg så videoen, meddelte jeg både Malte og folkene bag Havnefesten, at jeg ikke kom til at lave en tilsvarende video, da jeg havde og har en helt anden opfattelse af, hvad “glimt i øjet” er, forklarer Kasper Ejsing Olesen til Kjerteminde Avis. 

Malte Jäger siger til TV2 Fyn, at han lavede den med det henblik, at den skulle være sjov. 

- Vi sagde begge ja til udfordringen, så jeg ventede lidt på han kom med en video, men den kom ikke, så jeg tog teten. Jeg mener egentlig jeg bare har lavet en beef som man gør det. Ideen en med beef er at lave sjov på en andens bekostning, siger han.

Ikke for meget

Ifølge lokalavisen synes Malte Jäger ikke, han er gået for langt i forhold til videoen. 

- Vi fik til opgave at lave en optaktsvideo med “et glimt i øjet”. Jeg driller i videoen Kasper med nogle politiske emner. Det syntes jeg, og det synes jeg fortsat, er sjovt og ballede, forklarer han til avisen. 

Preben Frets, der er formand for Havnefesten, peger på at videoen er blevet fjernet, fordi der aldrig kom en fra Kasper Ejsing Olsen

 - Den havde udtjent sin værnepligt. Vi synes ikke, den skulle ligge der mere, når der nu ikke kom en modvideo til den”, forklarer han.

Og netop en video fra Kasper Ejsing Olsen i forbindelse med dysten er altså udeblevet. 

- Jeg har ikke bedt dem om at fjerne videoen. Men jeg har sagt til dem, at hvis det er det niveau, de gerne vil have i videoer fremadrettet, så har jeg svært ved at se, jeg kommer til at deltage i det, fortsætter Kasper Ejsing Olesen.

Fjernelsen af videoen undrer dog Malte Jäger gevaldigt, skriver Kjerteminde Avis. 

- Det virker underligt, at de fjerner en video, der har ligget på siden i næsten en uge og mere end 2000 mennesker har set den. Det er helt fair, hvis nogen synes det, jeg siger, er krænkende. Men det er selvfølgelig ærgerligt, for det var ellers en meget sjov ide, forklarer Malte Jäger. 

Til TV 2 Fyn fortæller han, at han står ved sine ord i videoen og ikke fortryder dem. 

Hvordan er det ikke opdaget?

Blandt de politiske kamphaners kollegaer er formanden for De Konservative i Kerteminde, Henrik Madsen.

Han er helt enig i, det virker besynderligt at slette videoen, når nu den har ligget på siden i en uge.

Omvendt mener han, at den aldrig skulle have været lagt op.

- At bestyrelsen for Havnefesten ikke fanger den video i et “sund fornuft filter”, er for mig en gåde. Havnefesten er en folkefest, hvor vores frihed skal fejres. Den skal ikke reduceres til en valgkamp for en enkelt kandidat, forklarer han.

Henrik Madsen mener ikke at politik er for sjov og noget der skal laves drillerier med på andres bekostning,  skriver avisen. 

På trods af forskellige opfattelser af, hvad  "glimt i øjet" betyder, så kommer dysten stadig til at finde sted lørdag, lyder det fra både Kasper Ejsing Olsen og Malte Jäger. 


Oversigt

    Oversigt