Redningsaktion afblæst: Lystfisker er fundet i god behold

Lørdag formiddag blev en stor eftersøgning sat i gang for at finde en fisker i Kerteminde. Han er nu fundet i god behold.

Der blev reageret hurtigt fra politi og søredningstjenestens side, da Fyns Politi klokken ni lørdag morgen fik en anmeldelse om, at en fisker var forsvundet ved Kerteminde.

Det forklarer vagthavende ved Fyns Politi Ehm Christensen.

- Klokken 09.01 får vi en anmeldelse fra Havnevej i Kerteminde, hvor to kammerater har været ude for at fiske. De er blevet væk fra hinanden, og den ene af dem er så blevet nervøs for sin kammerat, for han har ikke set ham siden klokken syv, siger han til TV 2/Fyn. 

Fundet i god behold

De to venner har fisket i waders fra stranden, og derfor sender Fyns Politi en indsatsleder til stedet, redningsmandskabet sætter en båd i vandet, og der bliver også sendt en redningshelikopter til Kerteminde.

Heldigvis går der dog ikke længe, før end hele redningsaktionen kan afblæses igen, fordi lystfiskeren er fundet i god behold.

- Det lykkes os heldigvis at få telefonisk kontakt med manden klokken 09.34. Det viser sig, at han er gået uden om en pynt, og derfor er han kommet ud af syne for kammeraten.

Der er tale om en 42-årig mand fra lokalområdet.

 

Oversigt

    Oversigt