S og K til morgenmøde: Stadig intet afgjort i Kerteminde

Torsdag formiddag er det stadig helt åbent, hvem der ender som borgmester i Kerteminde Kommune. Morgenmøde mellem S og K har ikke givet nogen svar.

Det står stadig hen i det uvisse, om Kertemindes næste borgmester hedder Olesen, Lauridsen eller Luunbjerg. 

Det har ikke ændret sig, efter to af kandidaterne, Kasper Olesen (S) og Klavs Lauridsen (K), torsdag morgen mødtes på et hemmeligt sted. Her skulle de drøfte Konservatives forslag til Socialdemokratiet, men efter morgenens møde kan ingen af de to borgmesterkandidater fortælle noget nyt. 

- Vi har haft en god dialog, og vi har gennemgået blå bloks konstitueringstanker. Nu skal vi tilbage til vores bagland, og så mødes vi igen senere, fortæller Konservatives spidskandidat, Klavs Lauridsen efter morgenens møde.

Tre mand om posten

Kerteminde er én af kun tre kommuner i Danmark, som stadig ikke har sat navn på den kommende borgmester efter tirsdagens kommunalvalg. 

Efter valget stod Konservative som den helt store sejrsherre med syv mandater. En fremgang på seks mandater i forhold til sidste valg. Dermed er Konservative nu ligeså store som Socialdemokratiet, og den konservative spidskandidat Klavs Lauridsen forsøgte at samle et flertal bag sig. Men både socialdemokraternes Kasper Olesen og den siddende Venstre-borgmester Hans Luunbjerg forsøger at gøre det samme, og indtil videre har ingen af de tre kunne mønstre et flertal på 13 mandater bag deres borgmesterkandidatur. 

Venstre kan stå med afgørelsen

Lige nu står Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Borgerlisten og Radikale Venstre sammen med 12 mandater, mens Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten til sammen har 10. I midten står Venstre og Hans Luunbjerg med tre mandater, der potentielt kan afgøre udfaldet. Men målet for spidskandidaterne er fortsat at forsøge at finde et bredt forlig, og derfor mødtes modstanderne Kasper Olesen og Klavs Lauridsen altså her til morges. 

Forhandlingerne om en konstituering i Kerteminde Kommune fortsætter i løbet af dagen, hvor blandt andet Kasper Olesen og resten af den socialdemokratiske gruppe mødes klokken 11. 

Herunder kan du se indslaget om de dramatiske timer efter valgresultaterne begyndte at rulle ind i Kerteminde. 

 

Opdateret 13.21: Socialdemokraterne sidder nu i møde med Venstre, SF og Enhedslisten. Senere i dag mødes Kasper Olesen og Klavs Lauridsen endnu engang. 

Oversigt

    Oversigt