Sæl efterlyst i Kerteminde

En gråsæl er taget på springtur fra Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde og eftersøges til lands, til vands og i luften.

Sådan ser man forskel på gråsæl og spættet sæl
Sådan ser man forskel på gråsæl og spættet sæl

To gråsæler, som indgår i forskning på Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde, stak onsdag af gennem et hul i en indhegning.

Den ene, hansælen Nino, blev hurtigt fundet igen, men hans lillesøster, Luna, er stadig ikke fundet, så personale fra centret søger videre torsdag med både en bil, to både og et fly.

Biolog Magnus Wahlberg fra Syddansk Universitets Marinbiologiske Forskningscenter i Kerteminde siger, at sælen Luna formentlig vil opsøge mennesker før eller senere.

- Hun er vant til mennesker, og når hun har været alene i nogle dage, kan hun godt finde på at søge ind til en strand, hvor der er mennesker. Både for selskab og for mad, siger han.

Hold afstand

Skulle nogen træffe Luna på en strand et sted, skal man ikke komme for tæt på.

- Hun vil sikkert virke tillidsfuld og ikke flygte. Men hun er et rovdyr og kan finde på at bide, hvis man kommer for tæt på, siger Magnus Wahlberg.

Istedet opfordrer han til, at man kontakter biologerne, som så kommer med en spand fisk, så hun er rolig og tilfreds, når hun bliver indfanget med et net.

Forskerne er bekymrede, fordi Luna er født og opvokset i fangenskab og aldrig selv har fanget fisk.

Men de er også fortrøstningsfulde, for det er forår, og Luna har dannet et naturligt lag spæk, så hun kan klare sig ganske længe uden føde.

Forsker i hørelse

De to gråsæler, Luna og Nino, kommer fra en zoo i Madrid.

De indgår i forskning i hørelse, som man ved meget lidt om.

Formålet er, at finde ud af, hvordan støj fra skibe og for eksempel havvindmøller påvirker havpattedyr.

Gråsælen var tidligere almindelig i Danmark, men er på retur, mens den spættede sæl er ganske udbredt.

Hvis man spotter Luna, kan man ringe til biolog Kirsten Anderson Hansen på telefon: 60 56 50 90.

Oversigt

    Oversigt