Sælforskning på sporet igen

I dag er det præcis et år siden, at to sæler fra Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde stak af. Selvom den ene sæl hurtigt blev fundet er det først nu, at forskningen er oppe i omdrejninger igen.

2. april 2014 lykkedes det for gråsælerne Luna og Nino at svømme væk gennem et hul i deres bassin i Kerteminde.

Nino blev hurtigt fundet igen, men trods intensiv eftersøgning lykkedes det aldrig at finde Luna igen.

- Vi har et langsigtet forskningsprojekt i hvordan sæler oplever menneskers lyde, og hvad det betyder for deres muligheder for at finde føde og kommunikere. Og da Luna forsvandt betød det, at vores forskning blev sat tilbage, fortæller Kirstin Hansen, Ph.D. fra Marinebiologisk Center Syddansk Universitet.

Centeret fik få måneder efter en ny gråsæl, og Oscar har nu bragt forskningen tilbage på sporet.

- Oscar har vist sig meget dygtig og egnet til vores forskningsprojekt, siger Kirstin Hansen.

Kirstin Hansen er i gang med at skaffe midler til et helt nyt bassin, der bedre kan bruges til forskning.

- Vi undersøger hvordan motorlyder og vindmøller påvirker sælernes mulighed for at finde føde og hvordan det påvirker deres måde at kommunikere med hinanden og deres unger, siger Kirstin Hansen, der er gæst på TV2/FYN torsdag aften klokken 19.30.