Sagsbehandler: Mafiametoder i Kerteminde

Arbejdsløse tvinges til den billigste løsning, ikke den bedste, siger sagsbehandler, som har forladt systemet.

Dårlige aktiveringstilbud, discountmøder og trusler om at blive trukket i dagpenge eller kontanthjælp. Sådan forsøger kommunale sagsbehandlere at gøre livet så surt for arbejdsløse, at de enten finder et job eller melder sig ud af systemet.

Det fortæller Eva Krogh, der indtil for nylig arbejdede som sagsbehandler i Kerteminde Kommune, til Avisen.dk.

- Det hele var styret af politik og økonomi, så de tilbud, vi gav de arbejdsløse, var tit "lousy", siger 63-årige Eva Krogh, som er gået på efterløn efter 17 år som sagsbehandler.

Ifølge Avisen.dk. kommer meldingen efter, at kommuner og offentlige myndigheder i officielle dokumenter blev afsløret i at bruge en såkaldt "skræmmeeffekt" over for arbejdsløse.

Ifølge Eva Krogh blev hun som sagsbehandler presset ovenfra til konsekvent at vælge den billigste frem for den bedste løsning over for arbejdsløse.

Det skete blandt andet ved brug af det, sagsbehandlere internt omtaler som "det sicilianske tilbud".

I mafiaverdenen betyder det et tilbud, man ikke kan sige nej til. I Kerteminde Kommune betød det, at den arbejdsløse fik et tilbud om en ofte dårlig form for aktivering - og besked på, at et nej betød farvel til dagpengene.

- Vi fik at vide af vores nærmeste chef, at vi skulle vælge den billigste løsning. Gjorde vi ikke det, skulle vi ind og stå skoleret, siger Eva Krogh til Avisen.dk.

Et af jobcentrets sparekneb var at droppe de individuelle informationsmøder og i stedet stimle 20 ledige sammen og give dem information. Som konsekvens blev informationen ifølge Eva Krogh så generel, at den var ubrugelig for den enkelte ledige.

Eva Krogh skammer sig i dag over systemet, som hun beskriver som "gennemsyret af en skepsis over for arbejdsløse".

Selv efter lukningen af Lindø-værftet, hvor hundredvis blev fyret, lå det blandt sagsbehandlerne i luften, at der var noget galt med de arbejdsløse værftsarbejdere - eller at de ligefrem var arbejdssky.

- Der var for eksempel veluddannede skibsbyggere, som sagtens ville kunne få job, hvis vi havde bevilget et sikkerhedskursus. Men det var for dyrt, siger Eva Krogh.

- Så de blev sendt i fire ugers praktik hos den lokale cykelsmed - noget, alle vidste, hverken ville give dem job eller kvalifikationer, tilføjer hun.

Kerteminde Kommune kan ikke genkende den tidligere medarbejders oplevelse af systemet. Ifølge Dorte Dabelsteen, der er nytiltrådt chef for social service og jobcenter, er indsatsen over for arbejdsløse blevet bedre.

Oversigt

    Oversigt