Se videoen: 70'er-ikon hitter på Facebook

Den 45 år gamle sang 'Smæk' har fået sig et nyt liv, efter Troels Triers nyindspilning er blevet set over 100.000 gange.

Det har stadig klangbund, når Røde Mor opfordrer danskerne til at kaste hæmningerne væk. 

Det tyder det i hvert fald på, efter Troels Triers video med en genindspilning af sangen 'Smæk' for tiden storhitter på Facebook. 

Trier stod i 1970'erne i spidsen for musikgruppen og kunstnerkollektivet Røde Mor, men de seneste 15 år har han ikke spillet koncerter. Ifølge kunstneren selv, fordi hans tid i stedet blev brugt på malerier.

Til gengæld er han begyndt at spille de gamle sange i garagen i Kerteminde, som datteren Rosa optager og deler på Facebook, og som altså nu har fået over 100.000 visninger på 14 dage. 

- Det er fantastisk, at jeg kan nå ud til så mange med det medie. Så behøver jeg ikke at tage på Roskilde Festivalen og optræde, siger han med et grin. 

90-årstur

Selvom han ikke længere spiller deciderede koncerter, begyndte han før coronakrisen at optræde en smule igen. 

- Jeg havde egentlig planlagt en 80-årstur. Nu må det så blive en 90-årstur, siger den 81-årige kunstner. 

De malerier, som Troels Trier har brugt de seneste 20 år på, har også stærke forbindelser til sangene. 

- Der er mange af de figurer, jeg bruger i malerierne, som jeg har haft med i mine sange. Der snakker jeg blandt andet om min dobbeltgænger, som lidt er et andet menneske, som kan en masse ting, man ikke ville gøre. Det kan for eksempel være sådan noget med smæk, siger han.

Sangen "Smæk" udkom i 1976 på pladen "Hjemlig Hygge".

Røde Mor blev dannet i 1969 som et kunstnerkollektiv, men begyndte i 1970 at lave musik. De hittede blandt andet med sangene "Smæk" og "Ta' på landet". 

Troels Trier fortæller, at han ikke er færdig med at lave videoer. 

På Facebook vil han jævnligt lægge videoer op, hvor han både spiller og fortæller om sine oplevelser.

- Jeg har lavet et show, der hedder fra Røde Mor til Grøn Far, hvor jeg fortæller mig om 70’erne og 80’erne, siger han. 

Du kan se den originale version af sangen herunder