Skandalefirmaet Grønnely nedlægger sig selv: - Der er tale om ”damage control”

Det skandaleramte bygge- og udlejningsselskab Grønnely meddeler på deres hjemmeside, at de nedlægger sig selv. I stedet opretter de to Old Irish brødre en række lokale selskaber for deres ejendomme. Samtidig er det ombyggede rådhus i Langeskov sat til salg.

Det berygtede bygge- og udlejningsfirma Grønnely skifter navn, og opsplitter selskabet i syv selvstændige selskaber. 

Det er ren "damage control", mener organisationen Danske Lejere.

- Ved at opsplitte selskabet og fjerne det dårlige "brand" kan de trække sig i baggrunden, og måske skaffe likvider ved at sælge nogle af ejendommene, siger Jørgen Dyrholm Jensen, der er driftsleder i lejerorganisationen Danske Lejere.

Som TV2 Fyn tidligere har beskrevet, har Grønnelys ombyggede ejendomme flere steder i landet været præget af gennemført byggesjusk med utallige småfejl og flere alvorlige fejl. 

Det gælder blandt andet i det ombyggede rådhus i Langeskov. Her konstaterede Sikkerhedsstyrelsen i januar, at flere elinstallationer var opsat, så de forøgede risikoen for stød og brand. 

Samtidig blev der indledt en politiefterforskning af, om elinstallationerne var udført af autoriserede installatører.

Hylende brandalarm

Et år efter indflytningen er mange fejl blevet rettet, men lejerne i Langeskov slås fortsat med problemer.

- Vi har en brandalarm, der står og hyler flere gange om dagen. Det er meget irriterende, og selvom vi har bedt om at få fejlen lavet, sker der ikke noget, siger Mikkel Kristensen, der har boet i det renoverede tidligere rådhus på Grønvej i et års tid.

Ifølge ejeren er de fleste sager nu afsluttet. Men selskabet oplyser, at de forventer at modtage bøder, for de fejl der har været med blandt andet ulovlige elinstallationer og arbejde udført af håndværkere uden autorisation.

Et slidt renommé

Selve navnet Grønnely bliver nu afskaffet, og i stedet erstattes det af selskabet Fælles Holding 2001 ApS. 

Det dog stadig brødrene Kristian og Peder Blak, der også er kendt som ejere af barkæden Old Irish Pub, der ejer selskabet.

Fælles Holding 2001 har syv datterselskaber under sig, her i blandt Grønvej 11-13 ApS, der samtidig er ejer af det ombyggede rådhus i Langeskov med 31 lejemål

Samtidig stopper Christian Stig Møller i virksomheden. Han blev udnævnt til direktør i april i år. Ledelsen af det overordnede firma bliver fremover varetaget af advokat Thomas Monberg, der skal fungere som arbejdende bestyrelsesformand.

- Vi erkender, at der har været uacceptable forhold i virksomheden, og det har slidt på renomméet, men det skal være fortid nu.

- Derfor opsplitter vi nu i mindre enheder for at gøre det nemmere at administrere de enkelte ejendomme, siger Thomas Monberg.

Ingen penge i brovtende adfærd

Grønnely oplyser endvidere, at ”som led i professionaliseringen” har det fynske selskab Manelia Ejendomsadministration siden august stået for den daglige drift og dialogen med lejerne.

Det har lejerne dog ikke mærket noget til.

- Vi har skrevet til dem om den hylende alarm, og de sagde de ville løse problemet. Men igen kom der en østeuropæisk medarbejder, og han kunne ikke løse problemet. Og trods utallige henvendelser, har vi ikke hørt mere, og alarmen hyler stadig, fortæller Mikkel Kristensen.

Danske Lejere er ikke i tvivl om, hvorfor Manelia Ejendomsadministration har overtaget opgaven.

- Blak-brødrene har tidligere haft en noget brovtende attitude over for deres lejere. Og hvis man vil have en god forretning, skal man ikke udstille grovheden. Så kan en professionelt administration måske skabe en mere sund forretning, siger Jørgen Dyrholm Jensen.

Sat til salg

Grønnely har samtidig meddelt, at ejendommen i Langeskov bliver overtaget af et datterselskab. Salgsprisen er oplyst til 38 millioner kroner. 

Grønnely købte ejendommen for tre år siden for fem millioner kroner.

Er det ikke en meget stor værdistigning på tre år?

- Vi har omdannet en tom bygning til en ejendom med betalende lejere, og markedet har jo udviklet sig gunstigt. Samtidig er der investeret betydeligt i ejendommen, siger Thomas Monberg.

Beboerne har også fået et tilbud om at købe ejendommen i Langeskov og etablere en andelsbolig.

- Det er fuldstændig irrelevant for mig. Når man ved, hvordan det er lavet her, og hvor meget byggesjusk, der er i denne ejendom, så vil jeg ikke røre det med en ildtang, siger Mikkel Kristensen. 

Oversigt

    Oversigt