Sonja Rasmussen stadig borgmester

Sonja Rasmussen bliver borgmester i Kerteminde. Det står klart efter forhandlinger fredag.

SF har nu sagt ja til indirekte at støtte den tidligere socialdemokrat, der efter kommunalvalget i tirsdags overraskende brød med sit parti for at blive borgmester som løsgænger i alliance med Venstre og Konservative.

I alt 18 mandater står bag konstitueringsaftalen - i spørgsmålet om valg af borgmester forholder SF sig neutralt - og kun Socialdemokraterne står udenfor.

Socialdemokraterne vil i stedet pege på Jørgen Schou fra Borgerlisten, der dog ikke har et flertal bag sig.
- Vi kan ikke bringes i en situation, hvor vi på nogen måder stemmer på Sonja Rasmussen, siger Palle Hansborg-Sørensen (S), der er nuværende borgmester i kommunen.

Aftalen mellem V, K, SF og Sonja Rasmussen indebærer, at SFs Annette Vilhelmsen bliver formand for Arbejdsmarkedsudvalget, og at partifællen Torben Andersen fortsætter som formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Oversigt

    Oversigt