I det fynske folks tjeneste

Stor interesse for højvandssluser

76 millioner kroner er udbetalt i erstatninger i Kerteminde Kommune i forbindelse med oversvømmelser og stormflod over de seneste 10 år. Nu skal der bygges sluser.

Der var stor interesse til dagens informationsmøde om kystsikring og højvandssluser

Lørdag formiddag var der borgermøde i Kerteminde Kommune. Hvis alt går efter planen, kan arbejdet med at bygge en sluse ved havnemundingen gå i gang allerede til efteråret.

Der var stor interesse fra borgerne i Kerteminde til borgermødet. Ifølge TV 2/Fyns reporter til mødet, var der mere end 100 fremmødte, som gerne ville høre mere om planerne for kystsikringen i kommunen.

- Det er et fantastisk projekt, der virkelig vil kunne hjælpe os, siger Jesper Hempler (SF), som er formand for Miljø- og Teknikudvalget i Kerteminde.

Han fortæller, at Kystdirektoratet har været positive omkring projektet og opfordret kommunen til at arbejde videre.

Skræmmende store summer

Det er altså rigtig mange penge, der hvert år bliver udbetalt i skadeserstatning på grund af oversvømmelser og stormflod. I de seneste 10 år er der blevet udbetalt 76 millioner kroner i erstatning til mere end 500 husstande i Kerteminde Kommune.

Kerteminde Kommune regner med, at slusen kan stå færdig i 2018.