Thomas har købt 1.800 humlebier for at redde frugtplantage

En ekstraordinær kold maj har fået en fynsk frugtavler til at tilkalde forstærkning i form af 1.800 humlebier.

Kun ganske få dage har temperaturerne dette forår været højere end 15 grader. Det er ikke kun skidt for fynboer, der higer efter sommerens sol - det er også rigtig problematisk, hvis man ejer en frugtplantage.

Det gør Thomas Nybro. 

- Det er altid spændende i blomstringsperioden, men at det er så koldt, gør det lidt for spændende, fortæller frugtavleren.

Hans mange tusinde frugttræer i Nybro Frugtplantage savner at blive bestøvet, men honningbierne udfører kun den slags opgaver, hvis termometret viser højere end 15 grader.

Hvis ikke de blomstrende træer bestøves inden længe, kommer der ingen frugt.

15 kroner per bi

Derfor har Thomas Nybro investeret i 1.800 humlebier.

- Det koster lidt mange penge, men humlebier flyver ved lavere temperaturer. Det vil sige, at de bestøver også ved lavere temperaturer. Dermed kan vi sikre os, at nogle af blomsterne bliver bestøvet, fortæller Thomas Nybro.

Humlebierne flyttede ind i frugtplantagen i Mesinge for tre uger siden, og frugtavler Thomas Nybro kan allerede se en forskel.
Humlebierne flyttede ind i frugtplantagen i Mesinge for tre uger siden, og frugtavler Thomas Nybro kan allerede se en forskel.
Foto: Rasmus Rask

Frugtavleren har givet mellem 12 og 15 kroner per humlebi. 

Til gengæld kan han allerede efter tre uger se, at langt flere blomster er blevet bestøvet. Thomas Nybro kan dog ikke garantere, at det udelukkende er de nyindkøbte humlebier, der har været på arbejde.

Oversigt

    Oversigt