Tre teenagere kom i problemer ud for Kerteminde Nordstrand

En børnegummibåd var for lille til tre 18-årige mænd, der skulle hjælpes i land af livredderne på den populære badestrand i Kerteminde.

Tre mænd på 18 år var ved Kerteminde Nordstrand sejlet 300 meter ud i en lille børnegummibåd, hvorefter de kom i problemer.  

Gummibåden var blevet spottet af livredderne på stranden, der i første omgang havde sejlet ud til de unge mænd for at høre, om de var o.k.

Det var de, men ti minutter senere var den gal, meddeler TrygFonden Kystlivredning, der arbejder for at forebygge drukneulykker og øge badesikkerheden på danske strande.   

De tre unge mænd signalerede, at de havde brug for hjælp. Gummibåden med de tre teenagere var blevet flippet på hovedet og tilbage igen.

- Da livredderne når frem til båden, har én af de unge mænd krampe i benene, og alle tre bliver sejlet tilbage til land. De er kolde og trætte og fortæller, at der var meget lidt vind ude på vandet, så de kunne ikke komme tilbage til stranden med vindens hjælp, oplyser TrygFonden Kystlivredning.

Livreddere advarer mod revlehuller ved stranden

Episoden fandt sted fredag eftermiddag og var én blandt fem livreddende aktioner på de danske strande i uge 31. Kerteminde Nordstrand er Kertemindes mest populære badestrand og en af de mest besøgte på Fyn.

Nordstranden er en udpræget sandstrand med mange revler. Det betyder, at man kan komme langt ud, før det bliver rigtig dybt.

Livredderne advarer mod revlehuller, der kan give farlige situationer på strandene.

- Vinden er medvirkende til at skabe revlehuller, men det er en misforståelse, at der kun er risiko for revlehuller, hvis det blæser meget. Man kan spotte et revlehul ved at se på vandoverfladen, der som regel har mindre bølger og skum end resten af vandet langs stranden. Så selvom vandet ser roligt ud på overfladen, er det altså der, den udadgående strøm er kraftigst, og man bør gå i vandet et andet sted, siger Anders Myrhøj, der er chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning.

Fakta om revlehuller

Oversigt

    Oversigt