Unikt fund af skeletter på national top-ti liste

Ti velbevarede skeletter, en grav med brændte knogler og et bronzesværd fundet i gravhøj ved Kerteminde. Fundene er kommet på Slots- og Kulturstyrelsens liste over de ti vigtigste arkæologiske fund i Danmark i 2017.

Området langs Kerteminde Fjord viste sig igen i 2017 at være en arkæologisk guldgrube. Først dukkede der et usædvanligt velbevaret bronzesværd op, og så blev der fundet flere skeletter på stedet. Og så fandet arkæologerne også ti skeletter fra bronzealderen. Skeletter, der viser sig at være utroligt velbevarede.

Det var tilsyneladende en mand og en kvinde fra den lokale elite, der blev begravet i højen i den ældre bronzealder.

Manden var lagt i graven med et sværd, en dragtnål af guld og en klapstol. Hans knogler blevet brændt - en praksis som er meget usædvanlig på vores breddegrader i den periode.

Fundet af graven, bronzesværet og de ti usædvanligt velbevarede skeletter er nu medtaget på Slots- og Kulturstyrelsen top-ti liste over de vigtigste arkæologiske fund i 2017.

Fundet ved et tilfælde

Det hele begyndte i september 2016, hvor to fritidsarkæologer fra Nyborg gjorde et helt usædvanligt fund på en mark mellem Ladby og Kerteminde, da de gennemsøgte marken med deres metaldetektor.

I en hidtil ukendt bronzealdergrav fandt de et næsten intakt bronzesværd. Sværdet var sandsynligvis lagt i graven sammen med en afdød høvding.

Gravemaskine ramte kranie

Det fik arkæologerne fra Østfyns Museer til at rykke ud med alt fra rendegraver til små spartler. Og kort efter dukkede der flere fund frem af jorden.

- En rendegraver var i gang med at lave søgegrøfter, så vi kunne afdække gravhøjens omkreds og forløb. Pludselig kom gravemaskinen nærmest til at skalpere et skelet. Og kort tid efter afdækkede gravemaskinen endnu et skelet, fortalte Malene Refshauge Beck dengang til TV 2/Fyn.

Begravet i oldtiden

Skeletterne er sandsynligvis begravet i oldtiden, måske samtidig med høvdingen. Der er lagt store sten omkring de døde, og der var rester af lidt træværk, nærmest som kistesider.

- Det er en begravelsesform, som vi kender fra den tidsperiode, siger Malene Refshauge Beck.

De to skeletter blev gravet fri og sendt til nærmere undersøgelse på museet.

Begge grave havde ligget i en høj og kunne dateres til den ældre bronzealder - 1500-1300 før kriste fødsel.

Østfyns Museer undersøgte graven med sværdet, og den viste sig at være helt speciel. Den døde var blevet brændt, og herefter havde man lagt de brændte knogler i en egetræskiste sammen med et fornemt udstyr bestående af bronzesværd, en dragtnål af guld, en lille guldbarre og en klapstol.

Dermed kunne det fastslås, at manden og kvinden, der var begravet i højen, havde en høj social status i bronzealderens samfund, og at de sandsynligvis hørte til en lokal høvdingeslægt.

Begravet ved foden af gravhøj

Arkæologerne stødte i 2016 endvidere på to meget velbevarede skeletter ved foden af højen, som C14-dateringer viste var fra samme periode som de rige grave i højen.

I september 2017 gennemførte Østfyns Museer så en større udgravning af gravpladsen ved foden af højen, og her fandt  de rester af mindst ti personer – mænd, kvinder og børn – der er blevet begravet for 3.500 år siden.

Deres meget få gravgaver bestod af smykker med perler af muslingeskal, dyreknogler og dyretænder. Der var desuden muslingeskaller i mange af gravene, hvilket kan skyldes, at de døde blev dækket af tang ved begravelsen.

En stor ære

- Det er en stor ære at komme på Slots- og Kulturstyrelsens officielle top ti for året arkæologiske undersøgelser. Fundet ved Kalvehavegård er unikt, fordi det giver os helt nye muligheder for at forstå samfundet i ældre bronzealder. Der eksisterer nemlig kun meget få bevarede skeletter fra perioden, og vi ved stort set ingenting om bronzealderens mere jævne folk, siger Malene Refshauge Beck, der er arkæolog og museumsinspektør ved Østfyns Museer.

- Kalvehavegård-udgravningen indeholder både rige højgrave og fattige grave uden for højen, så nu kan vi måske få svar på en hel række spørgsmål om livet i bronzealderen, som ellers har ligget ubesvaret hen, siger Malene Refshauge Beck.

Knogler skal analyseres

Slots- og Kulturstyrelsen har bevilget penge til, at antropologer i løbet af vinteren 2018 kan analysere knoglerne fra bronzealderpladsen ved Kalvehavegård og dermed finde yderligere viden om fortidens mennesker på Østfyn.

- Isoptop-undersøgelser kan også vise, hvor de har levet under deres opvækst. Om de er opvokse i området ved Kerteminde Fjord, eller om de er tilrejst fra andre lande, fortæller Malene Refshauge Beck, museumsinspektør og arkæolog ved Østfyns Museer.

De vigtigste arkæologiske fund i 2017

Oversigt

    Oversigt