Vejbod kræves fjernet: Kommune mener, der er tale om en butik

Der er masser af vejboder langs de fynske landeveje. Boder, hvor landmænd og frugt- og grøntavlere sælger lidt af deres produktion. Men nu kræver Kerteminde Kommune en vejbod fjernet.

Hvornår er en vejbod for stor til at være en lovlig vejbod? 

Det strides de om i Kerteminde Kommune. En strid der kan få store konsekvenser for indehaveren af vejboden ved Skovløkke Frilandsgrønt ved Marslev, Verena Junge

- Det er en utroligt ulykkelig situation, siger hun da TV 2 Fyn besøger hende. 

Kommunen blev opmærksom på vejboden, da Verena Junge søgte om tilladelse til at opsætte en lidt større bod.

- Svaret var at det kunne vi ikke få tilladelse til og samtidig fik vi så at vide, at den her lille bod, den skal fjernes.

Ærgrelse på rådhuset

På rådhuset i Kerteminde giver det også anledning til omtanke. Det ærgrer nemlig flere politikere at vejboden nu skal fjernes. Blandt andre Terje Pedersen, der formand for Plan- og teknikudvalget for DF. 

- Jeg synes det er brandærgerligt, det er jo med til at holde liv i vores landområder. Og at man ikke kan få lov til at udvikle på den måde, det synes jeg er ærgerligt. Men vi er nødt til at forholde os til lovgivningen. 

Også Anne Fiber, der sidder i samme udvalg for De Konservative så gerne, det var muligt at holde gang i den slags vejboder.

- Jeg synes det er enormt ærgerligt, fordi vores erhvervsdrivende er et udgangspunkterne for vores velfærd. Så selvfølgelig skal vi gøre, hvad vi kan for at understøtte dem. 

Vejboden er en butik

Kerteminde Kommune har forhørt sig hos et eksternt konsulentforma, og herfra lyder vurderingen, at det er tale om en butik. Og butikker kan ikke placeres frit i det åbne land.

Men det er Verena Junge ikke enig i.

- Jeg tænker ikke, at det er en butik, for vi sælger jo de varer, vi selv producerer. Derfor er det for mig at se et gårdsalg og jeg kan have svært ved at se at en bod på seks kvadratmeter kan være en stor butik, for det her er bare vores egen grøntsager, vi sælger.

Sagen skal nu drøftes på det kommende møde i Plan- og teknikudvalget. Et sted, hvor Anne Fiber vil pege på den fornuften.

- Vi skal jo have den sunde fornuft tilbage i det her, og det er det, jeg gerne vil slå et slag for. Derfor tager jeg den med i Plan- og teknikudvalget for at se, hvad holdningen her lokalt er, hvad kan vi gøre, hvad siger forvaltningen, siger hun. 

Samtidig understreger hun, at hun er klar til at gå højere op med problemet.

- Hvis der vitterligt ikke er noget at gøre, så må vi tage den videre til Christiansborg.

Terje Pedersen peger på en anden, mobil løsning.

- Der er den mulighed, at man kan lave et mobilt salgssted, og det er der flere, der har gjort. Det er lovligt så længe det kan fjernes, så det vil jeg opfordre til at prøve at kigge på. 

Verena Junge håber af der komme en løsning, så vejboden kan fortsætte i en eller anden form.

- Jeg håber, at de kan vejlede os i, hvordan vi lovligt kan sælge grøntsager til de lokale. 

Oversigt

    Oversigt