Verdens største vindmølletårn testes på Lindø

MHI Vestas sender i år 32 af verdens største vindmøller til et stort engelsk projekt. Et nyopført 97 meter højt tårn skal bruges i forberedelserne.

Det dansk-japanske vindmøllefirma MHI Vestas har i tæt samarbejde med DONG bygget et 97 meter højt mølletårn i Lindø Industripark, så de der kan teste fundamentet og selve det tårn, som skal holde nacellerne og vingerne på MHI Vestas megamøller, der har fået det mundrette navn V164-8.0 MW.

Hidtil har det været den 88 meter høje portalkran, der har været det store vartegn på Lindø Industripark - men nu tyder meget på, at vartegnet skal skiftes ud.

Portalkranen har i hvert fald fået en høj og slank udfordrer.

Det 97 meter høje vindmølletårn er en kopi af de møllekonstruktioner, som bliver stammen i de 8 megawatt-møller, som MHI Vestas i år skal levere 32 af til et stort DONG-projekt i bugten ud for Liverpool i England.

Nacellerne til havvindmøllerne produceres også på Lindø, hvor de første snart er klar til at blive sejlet til Belfast i Nordirland.

Her sker den første del af arbejdet med at samle møllerne, som ligger forud for selve opsætningen af møllerne ud for Liverpool.

Selve vingerne og resten af møllerne bliver produceret i England.

Oversigt

    Oversigt