Endnu én skulle stoppe sin uddannelse: Nu får Maria også lov til at fortsætte

Tirsdag fik Maria Andersen besked om, at Odense Kommune stoppede hendes bevilling til en femårig HF-uddannelse. Onsdag trak kommunen afgørelsen tilbage.

quote Det er et julemirakel

Maria Andersen, Odense

- Jeg var fuldstændig knust, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Sådan siger 22-årige Maria Andersen om reaktionen på den besked, hun fik i sommer i år.

Hun troede, at hun skulle til et opfølgningsmøde omkring den for-revalidering, hun havde fået bevilget af Odense Kommune, men i stedet fik hun af vide, at hun ikke længere måtte fortsætte sin uddannelse på HF & VUC Fyn i Odense.

- Her oplever vi for første gang håbløs inkompetence, og det var vi meget chokerede og ulykkelige over, siger Anja Villadsen, der er mor til Maria Andersen.

Maria Andersen lider af paranoid skizofreni og havde i 2016 derfor fået ja af Odense Kommune til et femårigt HF-forløb med langsom optrapning i antallet af timer.

Dermed er hun nummer to i rækken af unge, der har fået stoppet sin for-revalidering uhensigtsmæssigt.

Fredag i sidste uge kunne TV 2/Fyn nemlig fortælle om Kamma Lindholt, der på daværende tidspunkt havde sidste skoledag, netop fordi kommunen havde planer om at stoppe hendes bevilling til et lignende HF-forløb.

Men tirsdag blev Kamma Lindholt indkaldt til møde, der endte ud i, at hun alligevel fik lov at beholde sin bevilling.

Koncernchef i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Jane Findahl, beklagede den sag og fortalte, at Kamma Lindholt ikke var den eneste, hvis sag burde blive omgjort.

Onsdag ændrede kommunen således igen holdning i en sag, og TV 2 Fyn var til stede, da Anja Villadsen og Maria Andersen modtog opkaldet, der vendte op og ned på situationen. Kommunen trækker afgørelsen tilbage og lader bevillingen fortsætte.

- Det er et julemirakel, siger Maria Andersen, da opkaldet var afsluttet.

- Jeg synes bare ikke, at vi har fået nogen forklaring, siger Anja Villadsen, men fortsætter:

- Vi vælger at tro på, at den her gang, der holder de deres kontrakter og aftaler.

 

Det er en misforståelse af en beslutning, der ifølge Jane Findahl, er skyld i, at flere har fået frataget deres for-revalidering.

Beslutningen blev ikke forstået korrekt

Ifølge Jane Findahl skyldes den uhensigtsmæssige fratagelse af bevillinger, at ledelsen i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i sommer besluttede at udrulle nye retningslinjer for tildelingen af for-revalideringer. En beslutning, der tilsyneladende ikke blev forstået korrekt.

Revalidering

Både Kamma Lindholt og Maria Andersen fik i sommer besked om, at deres for-revalidering ville stoppe. Hvad er det, der skete i sommer?

- Det er lige præcis der, vi begynder vores undersøgelse af hele revalideringsområdet i vores forvaltning. Så kan jeg se, at sagerne ikke har været kønne, og derfor skal de selvfølgelig ændres, siger Jane Findahl.

I går i gang med at kigge på revalideringsområdet i sommer, hvem beslutter, at det skal ske?

- Det er ledelsen.

Så ledelsen, det vil sige dig?

- Det er blandt andet mig, ja.

Her begynder I at fratage revalideringssager på baggrund af hvad?

- Vi skal ikke fratage noget. Det er ikke vores intention. Den er at kortlægge området og se, hvad der skal ske. Og så er der desværre sket det, at der er nogen, der har omgjort nogle sager, som ikke skulle have været omgjort.

Kan du komme nærmere ind på, hvad det er, der er sket?

- Når der træffes en beslutning, skal man være 100 procent sikker på, at den bliver oversat korrekt. Det ser ud, som om det ikke er oversat korrekt i det her tilfælde, og det laver vi om på.

Så I har ikke været tydelige nok i den meddelelse, I giver til medarbejderne?

- Det kan være et af elementerne i, at det er gået galt.

Hvad kunne andre elementer være?

- De kunne være, at der er nogen, der har lavet deciderede fejl i en sag. Det sker også engang imellem, men uanset, hvad der er sket, skal vi selvfølgelig samle op på de her fejl og berigtige dem.

Ifølge Jane Findahl er der, udover Kamma Lindholt og Maria Andersen, op til seks andre lignende sager.

Se eller gense her indslaget med Maria Andersen, der får tilkendt sin bevilgede HF-uddannelse, mens TV 2/Fyn er til stede.

Oversigt

    Oversigt