Uvidende om handicapsager: - Jeg vidste ikke, det stod så grelt til

Næstformand i udvalget for Opvækst og Læring, Jack Odgaard (DF), har fulgt med i TV 2/Fyns minidokumentar "Et handicappet system". Han føler sig ført bag lyset af sine egne embedsmænd.

De fynske kommuner træffer i gennemsnit en forkert afgørelse i mere end hver anden sag, når en familie med et handicappet barn søger om hjælp eller ydelser - som eksempelvis en handicapbil, pasning eller skolefritagelse.

I Faaborg-Midtfyn Kommune bliver 35 procent af sagerne ifølge næstformand i udvalget for Opvækst og Læring, Jack Odgaard (DF) omgjort af Ankestyrelsen. Han føler ikke, at politikerne bliver ordentligt informeret om sagerne. 

- Det er for ringe. Én sag er en for mange. Jeg var ikke klar over, at det stod så grelt til på nogen som helst måder trods det, at jeg har spurgt ind til det.

Han understreger, at det ikke er kommunens sagsbehandlere, kritikken er rettet imod.

- Vi har utrolig dygtige sagsbehandlere, og jeg har ikke noget at udsætte på deres arbejde. Problemet, tror jeg, skal findes i laget mellem sagsbehandlere og politikere.

- Det er embedsværkets pligt at informere os om de ting, man skal vide, hvis vi skal lægge skuldre til afgørelserne, siger Jack Odgaard til TV 2/Fyn.

 

Mor føler sig umyndiggjort

At kommunens afgørelser ikke er til at stole på, har de gennem mange år erfaret hos familien Green. Med to børn med autisme-diagnoser har familien særligt brug for hjælp fra kommunen. Men det får de ikke altid automatisk. 

- Vi er vant til, at vi aldrig får ret hos kommunen. Alt ryger til Ankestyrelsen, siger Susanne Green, der er mor til Benjamin og Lea.

- Vi oplever, at man slet ikke vægter, hvad vi siger. Vi føler os umyndiggjort.

Efter lang tids kamp med kommunen fik familien Green i december sidste år medhold, og Susanne Green kan få dækket op til 37 timers tabt arbejdsfortjeneste om ugen. Faaborg-Midtfyn Kommune fik desuden kritik af Ankestyrelsen for dens behandling af svært autistiske Benjamin og familien.

Slåskampe mod systemet

Sagen om Benjamin er blot ét eksempel, hvor Faaborg-Midtfyn Kommune ikke følger reglerne. Det gør indtryk på Jack Odgaard.

- Det er simpelthen forfærdeligt, at familier skal udsættes for sådan nogle ting her, siger han. 

- Det, der løber rigtig meget igennem mit hoved er, at vi hører i den udsendelse, I har lavet, at folk som er presset i forvejen på grund af, at de har handicappede børn, så tillige med skal være deres egen sagsbehandler, jurist og advokat. Det er så langt væk fra virkeligheden.

Derfor arbejder udvalget for Opvækst og Læring på at forbedre kontakten mellem borger og kommune.

- Vi arbejder på, at der skal være én indgang for familier til kommunen, der kan følge familien hele vejen gennem systemet, så de ikke skal slås med systemet hele tiden, siger Jack Odgaard.

Hverken koncernchef i Opvækst og Læring i Faaborg-Midtfyn Kommune, Michael Gravesen, eller borgmester Hans Stavnsager (S) har ønsket at svare på kritikken fra Jack Odgaard og familien Green.

Se del to af dokumentaren "Et handicappet System" her. 
Fotograf: Jonas Bertelsen

 

Oversigt

    Oversigt