Assens er stemmeboksens nye fødeby

Den assenesiske virksomhed Fyns Skilte Design har revolutioneret stemmeboksen, som vi kender den.

På Tobaksvej i Assens er der en lille fabrikshal med en foldeport. Indefor er der fyldt med skilte og folier i alle regnbuens farver. Midt i hallen står Christian L. V. Nielsen og Truels Schultz ved siden af to stemmebokse. Førstnævnte ejer virksomheden Fyns Skilte Design, der har hjemme i fabrikshallen og sidstnævnte er tidligere Konservativ borgmester i Assens. 

Virksomheden har i mange år produceret alt fra klistermærker og skilte til valgplakater og visitkort. Den eneste erfaring de havde med stemmebokse, var de gange, de selv har sat deres kryds i en. Det til trods er Christian L. V. Nielsen og Truels Schultz hjernerne bag den nye stemmeboks. 

- Det hele startede med at Assens Kommune skulle bruge en smart og let-transportabel stemmeboks, der skulle bruges til de borgere som vil brevstemme, fortæller Christian L. V. Nielsen.

- Ja, den blev de glade for, afbryder en storsmilende Truels Schultz.

- Ja, det gjorde de virkelig. Og derfor solgte vi også den lille foldbare stemmeboks til andre kommuner og modtog en innovationspris for samarbejdet med Assens Kommune, siger Christian L. V. Nielsen.

Truels Schultz i billedet sammen med den foldbare stemmeboks, som var startskuddet til at designe stemmebokse.
Truels Schultz i billedet sammen med den foldbare stemmeboks, som var startskuddet til at designe stemmebokse.
Foto: William Ejsing

Kun begyndelsen

De to herre opdagede hurtigt, at der var et hul i markedet. Det tog for alvor fart da Truels Schultz var på salgsbesøg hos Esbjerg Kommune.

- De var ikke interesseret i vores foldbare stemmeboks, og lige da jeg troede at besøget var forgæves, så spurgte repræsentanterne fra kommune om vi ikke lavede almindelige stemmebokse, fortæller Truels Schultz.

quote Så spurgte de, om vi ikke lavede <em>almindelige</em> stemmebokse

Truels Schultz

De gamle stemmebokse som Esbjerg Kommune benyttede var tunge, klodset og meget besværlige at sætte op. Derfor skulle den nye stemmeboks være det præcis modsatte.

De to fynboer røg til tegnebrættet, og søgte hjælp hos blandt andet den lokale smed. Resultat er en knap tyve kilo let stemmeboks, som kan tilpasses den enkelte kommune og samles af en mand. Og hvis man er to, så tager det kun et minut insisterer både Christian L. V. Nielsen og Truels Schultz med et glimt i øjet.

Enorm efterspørgsel

Stemmeboksen har endnu ikke været benyttet til et valg, men adskillige kommuner landet over har allerede købt den lette stemmeboks og bestillingerne ruller fortsat ind, selvom den 21. november nærmer sig med hastige skridt.

- Interessen er stor og vi har store forhåbninger om at vores stemmeboks om få år vil være i alle kommuner, siger Truels Schultz.

- Og vi stopper ikke der. Vi tror på, at vi kan sælge vores produkt til alle lande, som har et demokrati, så det er vel alle på nær Nordkorea, siger Christian L. V. Nielsen og griner.

Skiltedesign er ikke noget alle forbinder med stemmebokse og derfor får stemmeboksen da også snart sit eget firma.

 

Oversigt

    Oversigt