Blå blok: Børnenes madpakker er forældrenes opgave

Rød blok vil have skatteborgerne til at betale for elevernes mad i skolen. Det er forældrenes ansvar, mener blå blok.

Socialdemokratiet og SF i Nyborg vil have indført madordninger på kommunens skoler i stedet for de hjemmesmurte madpakker.

Det er dog en dårlig idé, mener Dansk Folkeparti og Venstre. 

- Det er forældrenes opgave, siger Carsten Kudsk, der er spidskandidat for Dansk Folkeparti.

- Det handler om, hvad forældrenes rolle og opgave er i forhold til, at børnene er klar til at modtage undervisningen, og det er blandt andet maden, tilføjer Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V).

Hvad hvis børnene ikke vil have maden

Dansk Folkeparti vil hellere bruge pengene på de ældre, og Venstre er enig i, at kommunen skal prioritere andre opgaver.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi bruger rigtig mange penge, og i sidste ende handler det også om, om vi har råd til de serviceudgifter, som vi skal prioritere. Hvis vi laver skattefinansieret mad, og børnene ikke spiser det: Hvis ansvar er det så? Skal vi også have nogle til at sikre, at det bliver spist, spørger Kenneth Muhs.

Det er dog ikke bare for sjov, at rød blok i Nyborg vil erstatte de hjemmesmurte madpakker med skolemad betalt af skattekroner. Det kan være problematisk, at nogle børn kun får franskbrødsmadder med nutella med i skole.

- Vi har sundhedsmæssige udfordringer. Vi har en tredjedel af alle vores borgere, som har mindst én kronisk lidelse. Vi har rigtig mange, der er overvægtige. Vi har børn, som ikke får madpakker med, siger Vibeke Ejlertsen (S).

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi vil gerne være med til at bringe lighed i sundhed. Det her er en af måderne at gøre det på, fastslår hun.

Børn tigger om mad

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

SF’s spidskandidat, Suzette Frovin, har oplevet, hvordan det er i en skoleklasse, når forældrene ikke er i stand til at give deres barn en ordentlig madpakke med i skole.

- I min datters klasse har vi haft en pige, som hver eneste dag gik rundt og tiggede mad af de andre børn. Det kan vi simpelthen bare ikke være bekendt, siger Suzette Frovin.

Kenneth Muhs mener dog ikke, løsningen er skolemad for alle kommunens elever.

- Så lad os dog hjælpe dét barn, siger Kenneth Muhs.

Se hele debatrunden om skolemad: 

 

 

Oversigt

    Oversigt