Borgerne betaler Twitter-profilen: - Borgmester udnytter reglerne

Rådmand Steen Møller (K) mener, at borgmesteren presser sin forvaltning til at udnytte gråzoner i reglerne.

Når der er nyt på Odense-borgmester Peter Rahbæk Juels Twitter-konto, er opslaget muligvis skriblet sammen af kommunikationsfolk i borgmesterforvaltningen og ikke nødvendigvis af borgmesteren selv.

Dermed betaler borgerne i Odense for driften af profilen, da lønnen til de ansatte i forvaltningen tages ud af skattebetalte kroner. 

Rådmand i Odense Steen Møller (K) mener, at borgmesteren udnytter gråzonerne i kommunens regler om hjælp til brug af sociale medier. 

- Jeg er faktisk både overrasket og rystet. Vi har jo fået at vide, hvilke regler der gælder, når man skal have kommunale embedsfolk til at hjælpe med de sociale medier. Jeg synes, det her virker som om, at borgmesteren har været meget, meget kreativ i forhold til at udnytte de regler, siger han til TV 2/FYN.

Flere eksperter mener, at borgmesterforvaltningen bruger det sociale medie til partipolitisk propaganda, da folkene bag Twitter-kontoen blandt andre roser den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, og angriber Venste-politikere.

quote Jeg synes, det her virker som om, at borgmesteren har været meget, meget kreativ i forhold til at udnytte de regler

Steen Møller (K), rådmand

- Jeg læser dem (borgmesterens tweets, red.) som socialdemokratisk markedsføring og partipolitiske standpunkter. Det er ikke noget, man lovligt kan gøre som en del af en kommunal twitterprofil, siger Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet. 

Vil have strammere regler

Steen Møller forstår ikke, at borgmesteren har samvittighed til at lade skattekroner betale hans tweets.

- Det lyder jo fra de eksperter, I har talt med, at der decideret er tale om et misbrug. For mig er det moralske aspekt egentlig det vigtigste i det her. Det, at man bruger skatteborgerpenge på det, der jo helt åbenlyst, når man kigger på Twitter-profilen, er ren valgkamp for borgmesteren, fortæller Steen Møller.

Kommunens juridiske afdeling mener imodsætning til Steen Møller og Sten Bønsing ikke, at de overtræder de gældende regler i forhold til drift af sociale medier.

I en mail til TV 2/Fyn skriver Odense Kommunes juridiske chef, Karina Elbrønd:

- Det afgørende er naturligvis, at vi holder os indenfor de rammer, der gælder for embedsmænds betjening af det politiske niveau. Det er noget, vi er meget opmærksomme på. Når vi kommunikerer på fx Twitter, handler det derfor typisk om loyalt at informere om eller fremme Odenses interesser i overensstemmelse med byrådets tilkendegivelser.

Blå blok har foreslået regler for brug af kommunale embedsmænd. Det diskuterer partierne på byrådsmødet onsdag aften.

Peter Rahbæk Juel svarer i nyhedsudsendelsen klokken 19.30 på kritikken.

Oversigt

    Oversigt