Børne-olde-kolle: Radikale foreslår institutioner for generationer

Radikale i opgør med klassiske plejehjem og foreslår i stedet institutioner for generationer. Yngste og ældste borgere kunne have så stor glæde af hinanden, lyder argumentet.

I debatten om besparelser på ældreområdet smider radikale i Faaborg-Midtfyn nu et lettere kontroversielt forslag på bordet.

quote Hvad nu hvis man droppede de klassiske børnehaver og plejecentre og i stedet etablerede fælles institutioner for både børn og ældre.

Fra artiklen

For hvad nu hvis man droppede de klassiske børnehaver og plejecentre og i stedet etablerede fælles institutioner for både børn og ældre?

- Vi kunne godt tænke os at se på, hvordan man kan styrke de menneskelige relationer for de ældre, siger Søren Hillers, spidskandidat for de radikale i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En slags multi-institutioner for generationer, hvor der kan være børnehavebørn i den ene ende og plejehjem i den anden.

- Vi tror, at generationerne kunne have stor glæde af hinanden. Vi ved, at mange ældre er ensomme. Det er mange unge mennesker også. Det her er en måde at bringe noget samvær ind i hverdagen på. Det ville både være til glæde for de ældre, børnene og deres forældre, siger Søren Hillers.

Findes i USA og Canada

Det lyder da som en god idé, Søren. Men hvor skal pengene komme fra?

quote  Vi kunne godt tænke os at se på, hvordan man kan styrke de menneskelige relationer for de ældre.

Søren Hillers, kandidat, Faaborg-Midtfyn, radikale

- Ja, det er hele tiden den store elefant i lokalet. Jeg har ikke nødvendigvis løsningen. Men måske kan vi spare nogle penge på bureaukrati, så der blev mere til til kerneopgaverne. Der skal jo være styr på de helt basale ting som mad og bad.

Ifølge Søren Hillers er der ikke eksempler på generations-institutioner herhjemme. Men han fortæller, at de findes i blandt andet USA og Canada.

- Vi tror også, de her multiinstitutioner kunne være med til at skabe noget liv ude i de små samfund og landsbyer.

 

- Vi er så dårlige til relationer

Men plejehjemsbeboere i dag er jo tudsegamle. Mange af dem kan jo knap nok tage stilling til sig selv. Hvordan skal de så kunne tage stilling til børnehavebørn?

- Jeg ved godt, at man som regel er meget plejekrævende, når man er på plejehjem i dag, men jeg tror stadig på, at der er nogle, som kunne have gavn af samværet med børn. Det kunne også være, man kunne inddrage ældreboligerne i projektet, siger Søren Hillers og slår fast:

- Vi synes bare, det ville være interessant at undersøge mulighederne for at prøve det af. Vi snakker alle sammen om, at sociale relationer har stor værdi. Men vi er bare ikke særlig gode til at skabe dem.

Oversigt

    Oversigt