Ekstraordinært loyale: Nyborgs rengøringsassistenter bliver i jobbet

Nyborg Kommunes rengøringsassistenter bliver rekordlænge i deres job og er dermed med til at gøre kommunen til fynsmester i at fastholde medarbejdere.

Cecilie Balsby og Ann-Louise Frederiksen er i fuld gang med dagens arbejde, der byder på vasketøj i rigtig lange baner.

De er begge ansat til at gøre rent og vaske tøj for Nyborg Kommune. Cecilie Balsby har været ansat i tre år, mens Ann-Louise Frederiksen nu har gjort rent og ordnet vasketøj i otte år.

quote Det at vide, at man havde et andet menneske, man skulle tage sig lidt af, har gjort det sjovere for mig at gå på arbejde

Ann-Louise Frederiksen, rengøringsassistent, Nyborg Kommune

- Vi har det godt sammen allesammen, og det er blandt andet derfor jeg synes, det er lækkert at være her. Vi snakker om alt og ingenting, og det synes jeg er fedt, at man kan gøre med sine kolleger, siger Ann-Louise Hansen.

- Jeg er rigtig glad for at være her. Kollegerne kender én så godt, at man kan slappe af og føle sig godt tilpas, siger Cecilie Balsby.

Mentorforløb giver stor loyalitet hos nye og gamle medarbejdere

Men det er ikke kun den gode stemning, der er forklaringen på, at udskiftningen blandt kommunens rengøringspersonale er helt i bund.

Mentorforløb, hvor sårbare jobsøgende bliver koblet på en af holdets rengøringsassistenter med det formål at sikre dem en plads på arbejdsmarkedet, har givet gevinst på mere end en måde, fortæller leder af rengøringen, Jytte Hansen.

- Det kan jo godt være svært at blive ved med at bevare glæden ved at skulle ordne toiletter eller vaske gulv. Derfor har det vist sig at give utrolig god mening for nogle af de medarbejdere, som har været her i flere år at bliver mentor for en ledig, som skal have hjælp til at blive en del af holdet, siger Jytte Hansen.

Men det er ikke kun de eksisterende medarbejdere, der har fået et mere meningsfuldt arbejde.

Ordningen har samtidig ført til, at cirka 25 jobsøgende, som er startet i et mentorforløb, har fået en fast plads som en del af rengøringsholdet.

- Når vi kan vise én, der kommer som praktikant, at der er plads til alle uanset, om man måske har haft det svært i livet, så opbygger vedkommende ofte også en stor loyalitet til arbejdspladsen, siger Jytte Hansen, der er leder af serviceteamet i Nyborg Kommune.

Herover kan du se hele indslaget om Cecilie Balsby og Ann-Louise Frederiksen.

Fra kontanthjælp til fast job som rengøringsassistent

Cecilie Balsby kom som 21-årig i praktik i den kommunale rengøring.

Hun var på daværende tidspunkt på kontanthjælp. Hun var meget genert og havde derfor svært ved at blive en del af det kollegiale fællesskab.

Derfor fik hun tilknyttet Ann-Louise Frederiksen som mentor.

- Det har betydet, at jeg har lært at starte en samtale selv. Jeg kunne mærke, at det ikke bare handlede om, at jeg skulle arbejde. De ville faktisk gerne lære mig at kende - og så fik jeg også meget mere lyst til at lære om de forskellige arbejdsopgaver, siger Cecilie Balsby.

Efter et enkelt år i praktik med mentor, blev hun fastansat som rengøringsassistent.

- Det har været en stor glæde for mig at kunne hjælpe Cecilie. Det at vide, at man havde et andet menneske, man skulle tage sig lidt af, har gjort det sjovere for mig at gå på arbejde, siger Ann-Louise Frederiksen.

Ingen af de to unge rengøringsassistenter har planer om at skifte arbejde.

Kommunens egne tal viser da også, at der ud af en samlet personalegruppe på knapt 90 rengøringsassistenter kun sker udskiftning på godt fem medarbejderpladser årligt.

Det svarer til, at personaleomsætningen blandt rengøringsassistenter i Nyborg Kommune blot er halvt så stor som den gennemsnitlige personaleomsætningen for kommunale rengøringsassistenter på Fyn.

Kun to kommuner har mindsket personaleomsætningen siden sidste kommunalvalg i november 2013. Det viser tal fra analyseinstituttet VIVE.
Kun to kommuner har mindsket personaleomsætningen siden sidste kommunalvalg i november 2013. Det viser tal fra analyseinstituttet VIVE.

Nyborg bedst af de fynske kommuner til fastholdelse

Noget tyder på, at en stor del af Nyborg Kommunes medarbejdere har det som rengøringsassistenterne. Det viser nye tal fra analyseinstituttet VIVE, som er lavet til alle TV 2-regionerne. 

Den såkaldte personaleomsætning - der viser, hvor stor udskiftning, der er blandt kommunens medarbejdere i løbet af et år - ligger i Nyborg på lidt over 18 procent.

Det er den laveste blandt samtlige kommuner på Fyn.

Faktisk er den østfynske kommune sammen med Middelfart Kommune, de eneste som har formået at mindske personaleomsætningen fra 2012 til 2015.

 

Oversigt

    Oversigt