En lang nat med forhandlinger er slut: Bo Hansen er Svendborgs nye borgmester

Socialdemokraten Bo Hansen er Svendborgs nye borgmester. Han bliver bakket op af Venstre, Konservativ og SF.

Det blev en meget lang nat med forhandlinger i Svendborg. 

Men tidligt onsdag morgen står det fast, at socialdemokraten Bo Hansen bliver Svendborgs nye borgmester. 

- Det har været en rigtig lang vej gennem et langt forhandlingsløb, hvor vi har prøvet at forhandle til flere forskellige sider, fortæller Bo Hansen til TV 2/Fyn tidligt onsdag morgen. 

- Efter at have været hele vejen rundt, hvor vi både har prøvet den røde model og det med at tænke Dansk Folkeparti ind, så er jeg landet ved den model, hvor Venstre, Konservativ og SF indgår. Og den balance imellem to blå og røde partier, det tror jeg, i virkeligheden er den sundeste for Svendborg. 

 

Efter valgresultatet kom frem tirsdag aften havde Socialdemokratiet overraskende gode og stærke kort på hånden, når det kom til konstitueringen og dermed fordelingen. 

Det var også noget, der overraskede den nye borgmester i Svendborg, fortalte han. 

Det overraskende var, at Socialdemokraterne fik ti mandater, som er fire mere end i 2013, og at de røde partier vandt et klart flertal med 15 mandater - et til SF og Alternativet og tre til Enhedslisten.

De første mange timer af forhandlingerne var med Dansk Folkeparti, Alternativet, Enhedslisten og SF ved bordet. Men jo senere det blev på natten, jo mere blev det klart at det nok ikke blev med Dansk Folkeparti, at der skulle laves en fordeling. 

Midt på natten kom Konservative og Venstre ind i billedet, og Dansk Folkepartis Dorthe Ullemose og partiets fire mandater var vist uden for døren. 

- Det er svært for Socialdemokratiet at blive ved med at holde Dansk Folkeparti inde, fordi Enhedslisten, SF og Alternativet er gået sammen og vil ikke give Dansk Folkeparti den formandspost og den viceborgmesterpost, som vi har forlangt, sagde Dorthe Ullemose, da hun tog hjem midt på natten. 

Også Alternativets Karl Magnus Bidstrup og Enhedslistens Jesper Kiel måtte tage hjem uden noget. 

Klokken fem kom der så en endelig aftale. 

- Efterfølgende har vi lavet en aftale med Venstre, Konservative og SF, og den skal meget gerne bygge videre på det gode samarbejde, som vi også har oplevet at have gennem den sidste tid, og også bygge videre på en rigtig fornuftig valgkamp, hvor jeg synes, at vi førte en sober tone. Så det vil jeg glæde mig rigtig meget til, sagde Bo Hansen til pressemødet klokken fem. 

Han fortalte, at Svendborgs tidligere borgmester Lars Erik Hornemann (V) bliver ny viceborgmester og formand for et endnu ukendt udvalg. Henrik Nielsen (K) og Bruno Hansen (SF) får hver deres udvalgsformandspost, og Socialdemokratiet får formandsposterne i de tre sidste udvalg.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt